50-årig forfalskede eksamenspapirer

En 50-årig mand løj sig til arbejde i organisation i Holte og forfalskede dernæst sine uddannelsespapirer. Nu er han anmeldt for dokumentfalsk

Foto: Katja Nathalie Jensen

Det er dumt at pynte sig med lånte fjer. Det har en 50-årig mand fra Lyngby måttet sande, efter at han netop er blevet anmeldt til Nordsjællands Politi for at have forfalsket sine uddannelsespapirer.

Manden blev i 2009 ansat hos en organisation med base i Holte. Forud for sin ansættelse havde manden på sit CV oplyst, at han havde en bestemt uddannelse.

"Men flere gange i løbet af ansættelsen blev mandens arbejdsgiver opmærksom på, at han begik fodfejl, som er ualmindelige, hvis man har den uddannelse, som han havde påstået," siger vicepolitikommissær Finn Duris fra Nordsjællands Politi.

Arbejdspladsen bad derfor den 50-årige mand om at fremskaffe sine uddannelsespapirer. Problemet var imidlertid, at manden slet ikke havde den oplyste uddannelse, og i et forsøg på at snyde sin arbejdsgiver forfalskede han papirer fra en business school i England.

Men desværre for den uærlige 50-årige tjekkede hans arbejdsplads papirerne ved at kontakte den engelske skole, som imidlertid ikke kendte noget til manden.

"Han blev derfor afskediget her i sommer, og nu ligger der en anmeldelse her hos os om tre forhold af dokumentfalsk," siger Finn Duris.