
Knabstrup: Faglig konsulent Laila R. Madsen, Gartnerhaven 19, Knabstrup, fylder 40 år tirsdag den 1. juli.
Laila Madsen har arbejdet hos Kristelig Fagbevægelse siden 1992, først som medlemskonsulent i bevægelsens Holbækafdeling, og fra 2005 som faglig konsulent i Kristelig Fagbevægelses afdeling i Roskilde.
Hun er specialist i sygedagpenge, revalidering og fleksjob og rådgiver medlemmer, der er blevet ramt af sygdom. Hendes rådgivning er fremadrettet mod at hjælpe medlemmerne videre til et værdifuldt liv efter en sygdomsperiode, hvad enten det er til et ordinært arbejde, et fleksjob eller på pension.
Som motto har hun: Tænk positivt – kontroverser opstår gerne på grund af misforståelser. Hun er uddannet som kontorassistent på Jernløse Kommunes skatteforvaltning, hvor hun også har arbejdet et halvt år efter endt uddannelse.
Fritiden bruger Laila Madsen blandt andet som kasserer i Knabstrup Idrætsforenings Støtteforening og er medlem af Knabstrup Lokalråd.