Næsten 4.000 kvinder gik mandag aften en rask travetur i Hillerød til fordel for Hjerteforeningen og Psykiatrifonden.
De mange kvinde havde tilmeldt til Hillerød Ladywalk, der er arrangeret af Hillerød Firmaidræt. Ladywalk er en landsdækkende begivenhed, og i år blev der afholdt Ladywalk i 14 byer med tilsammen næsten 56.000 deltagere.
Se mange flere billeder fra Hillerød Ladywalk i galleriet nederst i artiklen…
Det er første gang, der afholdes Ladywalk i Hillerød, og det kommer lidt bag på Dorte Dahl, der er sportschef i Hillerød Firmaidræt, at så mange havde lyst til at gå med.
"Det er jo helt fantastisk, men vi havde ikke regnet med så stor opbakning. Vi var i Aarhus sidste år for at se, hvordan de gør det derovre, og så tænkte vi efterfølgende, at det ville være en succes, hvis vi kunne få et par tusinde kvinder til at gå med i Hillerød, så jeg synes, at det er virkelig flot, at vi endte på næsten det dobbelte. Alt gik heldigvis efter planen, og jeg synes, at det var en stor succes," fortæller Dorte Dahl til Hillerød Posten.
Den lokale Ladywalk havde start og mål ved Firmaidrættens Hus på Milnersvej. Deltagerne kunne vælge mellem to forskellige ruter – en på syv kilometer og en på 12 kilometer – der blandt andet gik forbi Teglgårdssøen og Fantasiens Ø og videre ud i Store Dyrehave.
"Jeg har næsten kun fået positive tilbagemeldinger. De fleste havde en rigtig god tur og syntes, at der var smukt ude i skoven, men ruterne gik jo også igennem noget af den smukkeste natur, vi kan byde på her i Hillerød," siger Dorte Dahl.
Knap 50 frivillige hjalp med at få det hele til at gå op i en højere enhed, og Hillerød firmaidræt er klar til at arrangere Ladywalk i Hillerød igen til næste år, fortæller Dorte Dahl.
"Vi gør det selvfølgelig igen til næste år. Vi har jo en del erfaring med at arrangere events, blandt andet Xtreme Mandehørm og Ladies Mud Race, så vi er friske. Selv om vi er meget tilfredse med 4.000 deltagere, så vil vi da gerne havde endnu flere med til næste år, og det tror jeg også, at vi får," siger sportschefen.
Hillerøds borgmester Kirsten Jensen (S) er imponeret over det høje deltagerantal i Hillerød.
"Det er virkelig imponerende og rigtig godt. Både for sundheden hos alle de kvinder, der går, men også for de donationer, der følger bagefter til organisationer, der arbejder for sygdomsramte kvinder. Det er også rigtig dejligt, at det finder sted her i Hillerød. For det passer så godt ind i vores målsætning om at være en kommune, hvor det er nemt at komme til at dyrke idræt," sagde hun blandt andet i sin velkomsttale, inden hun sendte de mange kvinder ud for at 'ladywalke'.
Ladywalk er det største motionsarrangement for kvinder i Danmark. Det begynder på samme tid i 14 forskellige byer rundt omkring i Danmark og foregår altid den sidste mandag i maj. Overskuddet fra motionseventen går hvert år til organisationer, der forsker i kvindesygdomme. Sidste år samlede kvinderne 1,2 millioner kroner sammen. Overskuddet fra i år kendes endnu ikke, men pengene doneres til Hjerteforeningen og Psykiatrifonden.