3B hjælper kræftramte børn

DONERING "Det var faktisk en af drengene fra klassen, Thor, som fortalte, at han donerede penge til Børnecancerfonden, hver gang han solgte flasker og dåser i den lokale Spar-butik".

Sådan fortæller Diana Petrovic, lærer for 3B på Frederiksværk Skole, Enghaven, om hele klassens stærke indsamling og donation til kræftramte børn.

For med Thor's fortælling som inspiration, har hele klassen gennem flere uger samlet tomme flasker ind, med det ene formål, at køre flaskerne og dåserne gennem flaskeautomaten og derefter trykke på knappen og donere pengene til Børnecancerfonden.

"Eleverne har gjort det helt på egen hånd, og i sidste uge blev samtlige flasker og dåser afleveret – de slæbte og de slæbte", siger Diana Petrovic.

Det samlede resultat blev imponerende 1.240 kroner, som alle blev doneret til det gode formål, at hjælpe kræftramte børn og deres familier.