29-årig anholdt på rasteplads for bandedrab i Aarhus

Politiet har længe ledt efter den 29-årige mand, som mandag blev anholdt for drab på en 21-årig mand i Aarhus.

Østjyllands Politi har i et stykket tid ledt efter den 29-årige mand, som mandag blev anholdt for drabet på en 21-årig mand i Aarhus. (Arkivfoto)
Østjyllands Politi har i et stykket tid ledt efter den 29-årige mand, som mandag blev anholdt for drabet på en 21-årig mand i Aarhus. (Arkivfoto)

Politiet har mandag anholdt en 29-årig mand, som mistænkes for at stå bag et drab på en 21-årig mand i Aarhus.

Det oplyser politiinspektør hos Østjyllands Politi Michael Kjeldgaard.

Den 21-årige blev dræbt af skud på Kappelvænget i Aarhus Vest den 25. september i forbindelse med en bandekonflikt.

– Manden er blevet anholdt efter en intens efterforskning, siger Michael Kjeldgaard.

Den 29-årige mand fra Åbyhøj blev anholdt, mens han befandt sig i sin bil på rastepladsen Hærvejen, som ligger øst for Give. Anholdelsen blev foretaget i samarbejde med Midt- og Vestjyllands Politi.

– Jeg kan sige, at vi har ledt efter manden i en længere periode, og nu lykkedes det at finde ham, fortæller Michael Kjeldgaard.

Han vil dog ikke fortælle, hvorfor de har ledt efter netop den mand.

Seks personer er tidligere blevet anholdt i sagen, men ingen af dem blev sigtet for drabet.

Der har været uro i bandemiljøet i Aarhus i en længere periode.

– Vi ser med meget stor alvor på den udvikling, som vi har set i Aarhus i 2020, siger Michael Kjeldgaard.

Politiet ser drabet som en del af en konflikt mellem to grupperinger i Brabrand og en anden i Trillegården i Aarhus.

Men politiinspektøren kan ikke kommentere, hvorvidt manden er en del af bandemiljøet.

Ud af de i alt seks drab i Aarhus i år er fem af dem begået i bandemiljøet.

Den 6. august blev en 22-årig mand skudt og dræbt, mens han sad i sin bil ved en boligblok ved Viby.

Derudover blev en 25-årig rapper fundet skuddræbt ved Jydsk Væddeløbsbane den 22. juli i Aarhus

Det forventes, at den 29-årige mand vil blive fremstillet i grundlovsforhør tirsdag.

Østjyllands Politis døgnrapport