Brødrene i frimurerlogen Rosendal fra Hillerød har igen i år, samlet ind og doneret penge til julehjælp.
Brødrene deler 28 julehjælpspakker ud inden juleaften, og modtagerne er de mest trængende familier i Hillerød Kommune.
I år har logen taget kontakt til mødrehjælpen, da de blandt andet har tæt kontakt med udsatte borgere og derigennem kan finde de rette modtagere af pakkerne.
En julehjælpspakke består af det essentielle for at kunne holde juleaften – med naturalier købt for en værdi af 600 kroner pr. pakke. Men den reelle værdi er højere, da producenter og leverandører af indholdet også støtter det gode formål.
"Desværre er det ikke alle, der har overskud i dagligdagen til at kunne deltage i denne forbrugernes fest. Det kan være på grund af sygdom, arbejdsløshed, sociale udfordringer m.m., at en borger ser sig nødsaget til at melde fra til festen – ja måske, ligefrem helt undlade at holde jul," skriver frimurerlogen i en pressemeddelelse.
"Det er både givende og stor glæde at kunne yde hjælp – at se den glæde, det giver en familie, der kommer for at hente deres julehjælpspakke, får en kop kaffe, te eller saftevand, nyder en småkage og julestemningen. Det er en helt særlig oplevelse der går lige i hjertet på både giver og modtager," skriver frimurelogen videre.
Frimurerbrødrene i logen Rosendal er ikke kun fra Hillerød Kommune, men kommer fra hele Sjælland, hvor brødre fra andre loger også deler julehjælps-pakker ud.
Julehjælpspakkerne bliver til i samarbejde med den frimureriske forening 'Juleuddelingen af 1867', der i år vil pakke cirka 6.000 julehjælpspakker, som vil blive uddelt igennem logerne i Den Danske Frimurerorden og Det Danske Frimurerlaug.jesl