17 for 378 imod

Af Formanden for butiksrådet i Dagli'Brugsen i Blovstrød Erik Engberg Olsen, Hørmarken 13, 3450 Allerød:Det er interessant at Anders Glümer og 16 andre tilhængere af en Netto på Kongevejen bliver nødt til at indrykke en helsides annonce i Allerødnyt "for at gøre opråb" frem for at sende et læserbrev. Anders Glümer har ellers tidligere skrevet et almindeligt læserbrev om "et frisk tiltag". Det må være meget stærke sammenfaldende interesser med Dansk Projekt Invest, som gør at de 17 underskrivere har behov for at skrive en hel side og få DPI til at betale for det. At DPI vil betale er meget naturligt. Der er givetvis mange flere penge i at bygge for Dansk Supermarked end at sælge til "en brugtbilforhandler med eget pladeværksted". Men det er jo det, ejendommen har været brugt til i mange år! De 17 underskrivere påstår tillige, at Allerødnyt har foretaget en ensidig dækning af sagen, og kun modstandere af projektet er kommet til orde. Det er en grov påstand. Mon ikke det forholder sig sådan, at flere har ytret sig imod en Netto på Kongevejen, fordi der er flere modstandere end tilhængere? Derfor virker det som et utroværdigt postulat, "at en ny dagligvarebutik på Kongevejen vil være et fantastisk gode for den langt overvejende del af indbyggerne i Blovstrød". I Dagli'Brugsen har der siden Grundlovsdag været fremlagt underskriftslister, hvor kunder kunne skrive under på, "at de ikke ønskede en Netto på Kongevejen 32". Den 19. juli havde 378 skrevet under. Disse underskrifter er afleveret til økonomiudvalget. Efterfølgende har flere i øvrigt ønsket at skrive under. Der er simpelthen mange borgere i Blovstrød, som synes, at der skal vægtigere argumenter til for at ændre kommuneplanen end en forskønnelse af Kongevejen, som tilmed giver Dansk Supermarked en stor konkurrencefordel ift. Dagli'Brugsen og langt de fleste blovstrødborgere længere vej til en dagligvarebutik.