"Der er vist stadig nogle, som tror, vi er en samle gamle nisser – det er vi ikke. Højst en samling aktive og friske nisser!" lyder det fra en af brugerne på Damgårdshave. Ældreaktivitetscentret på Damgårdsvej.
Huset fylder 16 år, og der inviteres inden for fredag den 7. marts. Så kan man selv se, hvor mange aktiviteter der findes for albertslundere over 55 år.
De sidste par år er der blevet flere og flere grupper. Akvariegruppen, dem der spiller billard, bordtennis, bridge, samler frimærker, ordner haven – så den er smuk at se på, dem der nørkler, dem der syer, dem der fotograferer eller dem der er bidt af en computer. For ikke at nævne træværkstedet, vævefolkene, stavgængerne, læsekredsen, gymnasterne og lystfiskerne. Og mange flere!
"Vi inviterer til rundvisning fra kl. 10-12", fortæller Ulla Føhns Greve fra Damgårdshave. "Det er dejligt uforpligtende for folk, som aldrig har været her før. Så kan de komme og se, hvad der sker og måske få lyst til at melde sig til. Og så er det i øvrigt en god anledning for alle os andre der bruger huset til at se, hvad de laver i de andre grupper. De glemmer vi ind i mellem!"
Kl. 12 er der folkedans i motionsrummet. 12,45 orientering om lancier.
K. 13 serveres kaffe og kage og derefter er der fællessang i festsalen.
Der følges op med oplæsning, fløjtespil og kl. 14,15 med mannequinopvisning. Syholdet går modeller i ting, de selv har skabt.
Alle er velkomne.
brie