
I morgen aften, når TV2 sender Danmark har Talent kl. 21.15, er Luna Witzel fra Taastrup med. Hun optræder med et gymnastiknummer, som hun selv har sammensat specielt til talentprogrammet.
Luna er lige fyldt 13 år og har i seks år gået til sportsgymnastik i TIK. Hun er så dygtig til det, at hun er blevet udtaget til landsholdet for rytmisk sportsgymnastik, hvor hun deltager i turneringer.
I skolen har Luna ikke altid haft det så let. Hun måtte for nogle år siden gå en klasse om på Taastrup Realskole, fordi hun har svært ved at læse. Vanskelighederne er ikke helt væk, men hun har valgt at fokusere på, at hun i gymnastikken har noget, hun er virkelig god til. Og hun vil rigtig gerne vise, at hun kan noget. I udsendelsen i morgen kan man høre Luna fortælle, at det er vigtigt for hende at vise sin mor, at der er noget, hun er dygtig til.
»Jeg er meget overrasket over at høre Luna sige det, men jeg ved godt, at hun gerne vil gøre sin mor stolt. Hun vil gerne vise, at hun kan noget andet,« siger Lunas mor Tina Witzel, som er meget stolt af sin datter.
»Vi bakker Luna op, men vi har også gjort os mange overvejelser omkring, at det kan være med i et talentprogram. Man har jo fx i X Factor set nogle deltagere få nogle barske kommentarer og det skal man kunne rumme. Derfor har vi talt meget om det hjemme, « siger Tina Witzel.