120 Allerød-spejdere på lejr

120 spejdere fra 1. Lillerød og Palnatoke i Allerød på fælles sommerlejr

Der var sol fra en skyfri himmel, grin og godt humør, da 120 spejdere i alderen seks til 54 år drog fra Allerød lørdag 1. august.

Målet var Næsbycentret ved Glumsø, hvor der i løbet af de næste timer blev rejst telte, bygget køkken- og spiseborde af rafter og gravet spildevandshuller. Snart bredte der sig en liflig duft at bålrøg over hele pladsen. Sommerlejren var i gang!

De næste dage gik med forskellige aktiviteter for de enkelte aldersgrupper. Der blev blandt andet bygget tømmerflåder, støbt tin, lavet papir og bagt pizza i stenovn.

Hver morgen blev indledt med morgengymnastik, og dagen afsluttet med fælles lejrbål.

Tirsdag var der Tivolidag, hvor spejderne byggede en hel markedsplads af rafter og tovværk. Der var både forhindringsbane, vipper, karrusel – ja, selv en vandrutsjebane med indbygget elevator blev det til. Og så var der fest!

Det var en flok trætte, beskidte, men endnu mere glade spejdere, der vendte tilbage til Allerød efter en fantastisk lejr, og som nu er klar til en ny spejdersæson, hvor nye aktiviteter og gode oplevelser venter.