10 år i familiens navn

Gitte Petersen har 10 års fødselsdag med Timilick.
Gitte Petersen har 10 års fødselsdag med Timilick.

Gitte Pedersen har 1. maj drevet Timilick i Dianalund i 10 år.

-Jeg tænker mest af alt: Hvor i alverden er de år blevet af.

Det siger Gitte Pedersen. 1. maj har hun drevet klinikken Timilick i Dianalund i 10 år, og det har på sin vis været ti år i familiens navn – men det vender vi tilbage til.

Da Gitte Pedersen havde været dagplejer i mere end 12 år, begyndte det yngste af hendes børn i skole. Hun havde af forskellige årsager ikke lyst til at fortsætte, og så traf hun beslutningen om at åbne klinik. Klinikken er indrettet i det tidligere dagplejeværelse i privaten på Mågevej.

– Jeg begyndte med massage og healing, fortæller hun.

– Kolleger havde advaret mig om, at der kom "huller" i kalender, og først efter tre-fire år kunne jeg forvente, at jeg kunne leve af det. Derfor begyndte jeg at uddanne mig til zoneterapeut. Hullerne kom bare ikke, så jeg arbejdede fuld tid samtidig med, at jeg uddannede mig.

Kombinerer behandlinger

Senere har hun bygget øreakupunktur på.

– Det passer godt ind i mine andre behandlinger, fortæller Gitte Pedersen.

– Øreakupunktur kan bl.a. bruges ved rygestop og i behandling for overvægt. I sidstnævnte tilfælde kan man reducere trangen til søde sager. Det passer også godt i forhold til, at jeg netop også har uddannet mig til kostvejleder.

Kostvejledning yder Gitte Pedersen også på Skype via pc'en, så her hun kunder både på Fyn og i Jylland. Hun kører i øvrigt også ud og giver alle sine behandlinger på plejehjem, hospice og bosteder.

Endelig er det også Gitte Pedersen, der står som arrangør af Niløse Alternative Messe på den tidligere Niløse Skole. Messen holdes sidste søndag i august for 14. gang.

Navnet

Og – nå ja – så var der lige det med familien.

– Da jeg skulle vælge navn til klinikken, syntes jeg, det var svært at finde et, der var specielt – men så pludselig var den der, fortæller Gitte Pedersen.

– Siden, jeg var helt lille, har jeg elsket bogstavet T. Mine tre sønner hedder Michael, Lasse og Kenneth, og min mand hedder Carsten. Så var det bare at sætte deres forbogstaver sammen, og imellem konsonanterne valgte jeg bogstavet i, for det er simpelthen umuligt at være sur, når du siger i – i er sådan et positivt bogstav. Så var navnet på plads: Timilick.