1-1 mellem Ladbrokes og Danske Spil

Spiludbyderen Ladbrokes er blevet dømt for at overtræde markedsføringsloven. Men det er Danske Spil også, og sagen ender derfor 1-1.

Normalt lever de af resultater – fredag var de selv del af et. Det blev uafgjort i en sag om god skik, miskreditering og sammenlignende reklame mellem den engelske spiludbyder Ladbrokes og Danske Spil.

Danske Spil havde lagt sag an, fordi Ladbrokes under sloganet "Danske Spil Engelske odds" i foråret 2008 førte brandingkampagne, hvor de lovede samme spil med samme sikkerhed, men til langt bedre odds.

Sø- og Handelsretten fandt fredag, at Ladbrokes ikke kunne bevise, at de kunne tilbyde kunderne nogle af delene.

Danske Spil blev samtidig dømt for i en kampagne at give indtryk af, at udenlandske spiludbydere anvender mafialignende metoder.

– Det er en 1-1-afgørelse på spørgsmålet om, kampagnerne har været ulovlige, for konklusionen var ret klar: Begge kampagner var i strid med markedsføringsloven. De er lige ulovlige, og retten tillægger ikke nogle af parterne erstatning, og lader parterne betale egne omkostninger, siger advokat for Ladbroke Lars Karnøe.

Ladbrokes mener dog, at de kan bruge det uafgjorte resultat til mest, fordi de fik medhold i den del af sagen, som omhandlede Danske Spils eneret til deres navn.

– Set i forhold til fremtiden er det jo af væsentlig betydning, hvem der må bruge ordene "danske" og "spil" i forbindelse med udbud af spil i Danmark, siger Lars Karnøe.

.