0-0 en dukkert for Nordvest

Nordvest vadede i målchancer på Østerbro Stadion, men skød forbi målet på de fleste.

Søm

Skarpheden var blevet hjemme i Holbæk, da Nordvest FC for tredje gang i sæsonen lørdag spillede uafgjort. Det blev 0-0 mod Skjold på udebane.

Det var top mod bund i 2. division, og resultatet var en stor skuffelse for topholdet fra Holbæk, der specielt i første halvleg havde mange åbne tilbud. Holdet måtte undvære Lasse Qvist, der var syg.

Det var især Fazil Keskin og Toke Morsing, der kom frem til chancer, men misbrugte dem. Martin Koch, der for første gang startede på banen for Nordvest i 2. division, havde bolden i mål efter 18 minutter. Men scoringen blev ikke anerkendt – med den lidt tvivlsomme begrundelse offside.

Nordvest vippet fra førstepladsen

I den blæsende forestilling på Østerbro Stadion, der er under renovering, blev Nordvest-målmand Lasse Sømmergaard kun sat på ganske få prøver.

Der var derfor stor tilfredshed med det ene point hos Skjold.

Nordvest blev med ganske lille målmargen overhalet i toppen, hvor Søllerød-Vedbæk nu ligger nummer et. Nordsjællænderne vandt lørdag med 3-0 over Ballerup-Skovlunde.