Det tegnede til at blive en kamp med gang i den, for allerede efter to minutter have begge hold været nærgående. Men det skulle vise sig at blive chancefattigt i 1. halvleg.
I de første 30 minutter af kampen var Tårnby mest på spillet, men det blev kun til en farlig afslutning. Den var til gengæld godt sparket, men Brønshøj kunne ånde lettet op, da bolden ramte træværket.
Brønshøj får bedre fat
Det sidste kvarter af 1. halvleg blev hjemmeholdet bedre og fik tingene til at hænge sammen. De kom frem til flere chancer og det lugtede af mål. Det kom også i det 42. minut, da Mads Hashiba spillede bolden frem til Veltz. Veltz fik prikket bolden forbi sin modstander, inden han bankede bolden i kassen. 1-0 til Brønshøj.
Det gode spil fortsatte i 2. halvleg, hvor det meste af spillet foregik på gæsternes banehalvdel. Det blev også til fine chancer, og i det 68. minut kom kampens andet mål.
Nicholas Marfelt slog et fantastisk hjørnespark mod bagerste stolpe. Her stod Suhr umarkeret og med et kraftfuldt hovedstød, stangede han bolden i nettet. 2-0.
Tilbage på 1. pladsen
Resten af halvleg foregik med hvepsene i kontrol og der var mulighed for at øge føringen. Men det blev ved de to mål.
Det var en rigtig festdag, for udover sejren, sæsonens andet clean sheet og tilbageerobring af 1. pladsen, så blev Brønshøjs ungdomshold hyldet i pausen.
De forskellige ungdomshold dannede en æresport, hvor U13-drengene, U14-pigerne og U17-drengene gik igennem. De tre hold har nemlig vundet deres rækker dette efterår. Det var også skønt at se fansene give de unge spillere en stor oplevelse.
Top 2 kan sikres
I næste runde skal Brønshøj en tur til Nymosen, hvor GVI venter. Vinder hvepsene denne kamp, så er de sikre på en top 2-placering og dermed en plads i forårets oprykningsspil. Kampens spilles lørdag den 19. november kl. 12.
Og den indstilling, som blev vist i lørdagens opgør mod Tårnby FF, skal også være der mod GVI. For selvom de ligger tredjesidst, så skal intet tages for givet i denne række, hvor alle kan slå alle.