Debat Da lokalavisen annoncerede en række rundvisninger, måtte jeg afsted. Lars Cramer er efterhånden kommet godt op i årene, så jeg var spændt på, om han stadig var i vigør.
Men der kom Lars Cramer, støttet af en stok og hustruen på den anden side. Enhver anden ville være blevet hjemme i pensionistlænestolen, men ikke Lars Cramer, som kun med få problemer forcerede den stejle trappe til 1.-salen, og velplaceret i en stol kunne begynde fortællingen, der heldigvis stadig sidder mejslet i hans hukommelse.
Lars uddybede beredvilligt sit arbejde, der må betegnes som et unikt livsværk: hundredvis af bittesmå støbte og bemalede figurer anbragt i forskellige scener fra et af danmarkshistoriens højdepunkter, svenskekrigene 1657-60, hvor vi endeligt mistede Skåne, Halland og Blekinge og var meget tæt på også at miste København og Sjælland.
Undervejs fornemmede man Lars’ bekymring for, hvad der måtte ske med hans arbejde, når han engang ikke længere er her, og det forstår man godt. Carlstadudstillingen frister stadig en lidt kummerlig og trang tilværelse på loftet af Rytterskolen.
Jeg foreslog at udstillingen blev eksporteret til Københavns Museum, og et øjeblik antog han mig for et mere magtfuldt menneske, end jeg er, og lyste helt op:
”Det må du virkelig gerne arbejde for.”
Vi kunne hurtigt blive enige om, at der var rigeligt med plads der til en lille udstilling som for alt i verden ikke må gå tabt.
Af Franz Edelgart Klintevej 17
Læserbreve og debatindlæg
Læserbreve og debatindlæg sendes til bha.red@sn.dk. Max længde 240 ord
