Hjem på stadion igen: Bedst på græs

Græsset er blevet grønnere. Eller det er i hvert fald blevet muligt at spille på Tingbjerg Idrætspark igen. Kommunen åbner for at Hvepsene kan komme på græs ved næste kamp

Fodbold: Om det er forårets solstråler, som har fået banen til at bedre sig vides ikke, men sikkert er det, at Københavns Kommune har givet grønt lys. Brønshøj Boldklub må spille næste kamp på græs fremfor kunst.

Det er vigtigt at der er givet grønt lys for klubben på flere punkter:

– Det betyder rigtig meget for os både økonomisk, entré-indtægt og omsætning i boden, men også spillemæssigt da vi "er bedst på græs". Det er vigtigt for os at hente tre point på lørdag, hvis vi skal være med i oprykningsræset. Hver eneste kamp i dette oprykningsspil er af stor betydning for at slutte i top tre som er vores mål, siger Claus Wiingaard, direktør Brønshøj Boldklub.

Derudover regner direktøren med nogle glade fans.

– Det betyder også rigtig meget at vores trofaste fans er tilstede på stadion. At vi har mellem 500 og 600 tilskuere pr. hjemmekamp er helt unikt i Danmarksserien.