Underlag: Når Brønshøj Boldklub senere i dag lørdag træder ind på banen for at møde Ringkøbing i Danmarksserien, vil spillernes fodboldstøvler ikke lave aftryk i det ellers normale, grønne græs.
I stedet for at spille på deres vante græsbane på Tingbjerg Idrætspark må de tage til takke med en nærliggende kunstgræsbane. En beslutning, som Københavns Kommune har taget for at beskytte græsbanen inde på stadion efter en periode med nattefrost og masser af regn.
Claus Wiingaard, der er direktør Brønshøj Boldklub, fortæller, at klubben ellers har gjort “mange anstrengelser for at få lov til at spille på gæsbanen”.
– Banen er i god stand, og alle var af den overbevisning, at det var forsvarligt, og uden at den ville få store mén af en kamp, udtalte Claus Wiingaard i en pressemeddelelse torsdag aften.
Konsekvensen ved at skulle spille på klubbens kunstgræsbane og ikke inde på opvisningsbanen med tribuner er blandt andet, at klubben får meget svært ved at tage entré fra tilskuerne, som man ellers normalt gør på den vante hjemmebane med græsunderlag.
– Det medfører, at vi mister en stor og vigtig indtægt for vores økonomi og mulighed for at klare os i oprykningsspillet og dermed målet om at få styrket københavnsk fodbold med en ekstra klub i divisionerne, udtaler Claus Wiingaard, der også mener, at der er tale om et “sportsligt tilbageslag”.
Nattefrost og regn
Ifølge Lars Becher, der er Serviceområdechef i kommunens Kultur- og Idrætsforvaltning, er der lavet en faglig og konkret vurdering af forvaltningens såkaldte groundsmen, der plejer kommunens baner.
– Der har været nattefrost i marts og rigtig meget væde på det seneste. Hvis vi laver skader på græsset nu, kan det ikke genoprettes, og der vil være skader hele forårssæsonen, siger han.
Og det er ikke kun Brønshøj Boldklubs bane, der må vente lidt endnu med at danne ramme om fodbold. Kommunen har lavet et generelt forbud mod at spille på mange klubbers græsbaner, i skrivende stund indtil efter påske den 11. april.
– Det er ikke en fast dato, men det handler om, at klubberne gerne vil have det at vide så tidligt som muligt, forklarer Lars Becher.
Han fortæller, at der er en enkelt tilladelse til at spille på græs på Østerbro Stadion, da banen her ikke skulle være lige så mættet af vand.
Brønshøj Boldklub synes selv, at deres græsbane er i god stand. Hvordan kan det hænge sammen med jeres vurdering?
– Den er også i god stand, hvis man bare kigger på den, men vi vil gerne have, at banen holder hele sæsonen. Vi har flere uddannede groundsmen, som går og plejer banerne hele tiden, og de ved, hvad det kræver lige nu, forklarer Lars Becher.
Blev tilbudt flytning
Hvis forbuddet mod at spille kamp på Tingbjerg Idrætspark tidligst fjernes den 11. april, vil det betyde, at Brønshøj Boldklub må flytte endnu en hjemmekamp væk fra det vante stadion.
Ifølge kommunens forvaltning har man dog lavet en aftale om at tale sammen med klubben i næste uge og undersøge banen igen umiddelbart før kampen.
– Hvis vi kan åbne før, gør vi det gerne med glæde, så vi har aftalt at lave en konkret vurdering af banen i løbet af de næste uger, fortæller Lars Becher.
Han oplyser, at kommunen i løbet af i går fredag tilbød Brønshøj Boldklub at flytte kampen mod Ringkøbing til Vanløse Stadion, hvor der er kunstgræs men bedre muligheder for at tage entré, men det afviste klubben angiveligt.
– Når det kun var med én dags varsel, at de skulle flytte kampen til Vanløse, ville det blive en stor omgang, så det sagde de nej til. Men vi syntes, de skulle have tilbudet, lyder det fra Lars Becher.