To nederlag efter lang pause

Brøndby Volleyball Klubs damer spillede sidste uge to ligakampe efter en lang pause. Den manglende kamptræning kostede point

To nederlag efter lang pause

Rocio Fortuny og Mette Breuning i en blokade.

Foto: Heiner Lützen Ank

Mandag den 23. januar spillede Brøndby Volleyball Klubs damer den første kamp siden 14. december. De øvrige hold i ligaen har haft ordinære kampe, så det lykkedes ikke for Brøndby at få indlagt træningskampe i den lange pause. Det var således et noget uskarpt hold der gik på banen i Kildeskovhallen og resultatet blev fuldt fortjent en 3-0 sejr til Gentofte med sætresultaterne 25-17, 25-22 og 25-14.

Søndag den 29. januar spillede volley-damerne på hjemmebane mod rivalerne fra Holte IF. Holte var som ubesejret tophold favorit og det så fra start også ud til, at de uden problemer skulle køre endnu en sejr hjem, men Brøndby ville det anderledes, og vandt første sæt med 25-23. Andet sæt blev meget spændende, men endte med en Holte-sejr på 29-27. I tredje sæt fik Holte på blandt andet på gode server en sejr på 25-19.

Efter nogle rotationer hvor de to hold skiftedes til at vinde bolden i fjerde sæt, fik Holte med gode server lagt å stort pres på Brøndbys modtagning, at der ikke var meget der kunne omsættes til effektive angreb. Holte dominerede sættet totalt og tog det overbevisende med 25-7.

– Der var en naturlig skuffelse over egen præstation i fjerde sæt, men de tre første sæt viste stor fightervilje og er et godt udgangspunkt for næste weekends Final-4 i Aarhus, hvor vinderen af landspokalen skal findes. Fredag den 3. februar spilles de to semifinaler. Brøndby møder DHV Odense i den ene og Holte og ASV Elite mødes i den anden om hvem der skal mødes lørdagens finale, siger Steen Spangen, formand for Brøndby Volleyball Klub.