Musikskolen malede nuancerne frem i årets musical

Sidste år vendte Brøndby Musical tilbage efter to års ufrivilligt fravær. I sidste uge var folkene bag musicalen endnu engang på scenen i Kulturhuset Kilden med forestillingen Lykkeby, hvor publikum fik en fortælling om retten til at være sig selv

Musikskolen malede nuancerne frem i årets musical

I sidste uge var folkene bag Brøndby Musical endnu engang på scenen i Kulturhuset Kilden, denne gang med en fortælling om retten til at være sig selv.

Foto: Robert Hendel

Et søskendepar havner pludselig i en 50’er-verden i Lykkeby, hvor nuancerne er væk, og alt er sort og hvidt. Lykkeby er på overfalden det perfekte samfund, hvor alle indbyggerne er glade og lykkelige, og tingene er, som de altid har været – trygge og forudsigelige.

Brøndby Musical var, som det er tradition i byen, endnu engang tilbage i uge 11 med en musicalforestilling opført af eleverne på Brøndby Musik- og Ungdomsskole. Og det var ikke til at mærke på præstationerne, at to ud af tre skuespillere i musicalen var med for første gang.

Lykkeby er fortællingen om to søskende, der med deres ankomst får farver og kærlighed til at blomstre frem i et sort/hvidt samfund. Pludselig kommer der billeder og historier fra fjerne egne i bibliotekets bøger, og andre finder ud af, at der er noget, der hedder sex.

Det er dog ikke kun borgerne i Lykkeby, der bliver udfordret af de to søskendes entré. Lykkeby er fortællingen om at turde stå ved sig selv og sine værdier. Gennem den lidt mere end to timer lange forestilling blev publikum præsenteret vidner til en kamp for frihedsrettigheder og kontraster som frygt og mod og sammenhold og splittelse.