Disse S-togsstationer får et løft til 45 millioner kroner: Skal være pænere og mere trygge

En lang række stationer på S-togsnettet får et visuelt løft for at få passagerne til at føle sig tryggere

26 stationer på S-togsnettet langs linje A og E får del i en 45 millioner kroner stor pulje til et visuelt løft, der skal gøre stationerne mere attraktive og øge trygheden for passagererne.

Foto: Robert Hendel

Passagererne på 26 stationer på S-togsnettet, der betjener Linje A og E, vil snart opleve, at deres station bliver pænere og gerne skulle føles mere tryg. Det sker som et resultat af, at forligskredsen bag Infrastrukturplan 2035 har godkendt DSB’s oplæg til et såkaldt visuelt løft de udvalgte S-togstationer på Køge- Bugt banen og Nordbanen.

I alt er der afsat en ramme på 45 millioner kroner til, at de 26 stationer hver især får et markant løft for mellem en halv og to millioner kroner. På den måde bliver de ifølge DSB rarere at opholde sig ved.

Konkret sker forbedringerne ved, at DSB gennemgår hver station for blandt andet belysning og overvågning. Derudover bliver de fysiske rammer frisket op, ligesom udstyr som bænke, affaldsspande, infoskærme og andre stationselementer vil blive gået igennem.

Det er DSB, der vurderer, hvad der konkret skal laves på hver station, og pengene til forbedringerne kommer fra puljen til mere trygge og attraktive stationer, der blev afsat i forbindelse med Infrastrukturplan 2035.

Der ligger i alt 350 millioner kroner i puljen, der udmøntes årligt, indtil pengene er brugt op. Det er DSB, der indstiller projekter til puljen, som godkendes af forligskredsen bag Infrastrukturplan 2035. Det er også DSB, som har besluttet gennemføre arbejdet på stationerne mellem Køge og Hillerød, så det er en samlet linje, der får et løft.

Disse s-togsstationer får del i puljen med penge til et visuelt løft

Allerød

Avedøre

Bernstorffsvej

Birkerød

Brøndby Strand

Friheden

Gentofte

Greve

Hillerød

Holte

Hundige

Ishøj

Jersie

Jægersborg

Karlslunde

Køge

Køge Nord

Lyngby

Sjælør

Solrød Strand

Sorgenfri

Sydhavn

Vallensbæk

Virum

Ølby

Åmarken