Byens ildsjæle blev hyldet på en festlig og farverig fredag aften i frivillighedens tegn

Traditionen tro blev de mange frivillige i foreningerne i Brøndby hædret til den store, årlige foreningsfest, hvor næsten 500 gæster gjorde aftenen helt særlig

Kings And Queens sørgede for noget af underholdningen, da Brøndby Kommune fredag aften hyldede de frivillige i byen med en stor foreningsfest, som er en tak fra kommunen til de mange lokale frivillige, der bruger adskillige timer om ugen på at drive de mange foreninger i Brøndby.

Foto: Robert Hendel

Den røde løber var endnu engang rullet ud, da de frivillige fra sociale og folkeoplysende foreninger i Brøndby ankom til kommunens årlige foreningsfest, som foregik i Brøndby Hallen fredag aften den 10. marts 2023.

Foreningsfesten er en tak fra kommunen til de mange lokale frivillige, der bruger adskillige timer om ugen på at organisere og sørge for, at alt kører som det skal i de mange foreninger i Brøndby.

– Mange af jer er trænere og står klar tirsdag efter tirsdag. Mange af jer er med, når der skal ryddes op efter koncerter, eller er med, når der skal arrangeres stævner, lejre og events, sagde borgmester Kent Max Magelund (S), da han bød de mange gæster velkommen til en aften, hvor foreningslivet blev hyldet.

Ifølge borgmesteren bærer de frivillige en stor del af æren for, at Brøndby Kommune har et levende lokalsamfund med mange fælleskaber, hvor der er respekt og forståelse for hinanden.

– I gør en kæmpe forskel for alle borgerne i alle aldre, og jeres aktiviteter bidrager til glæde, sundhed og fællesskab. Fra mig og hele kommunalbestyrelsen skal lyde et kæmpe tak til jer, sagde Kent Max Magelund, inden han overlod scenen til de lokale idrætsudøvere i kommunen, som i 2022 have stået for nogle bemærkelsesværdige præstationer.

Fredag aften var det udøvere fra Brøndby Kajakklub, Svanholm Cricketklub, Brøndby Volleyball Klub, Svømmeklubben Vest samt Vallensbæk Rulleskøjteklub, der blev hyldet for deres mange guldmedaljer og mesterskaber i det forgangne år.

Underholdningen bestod blandt andet af fællesdans med de lokale danseentusiaster Come and Dance, som fik samtlige af hallens gæster op af stolene. Kort efter stod den på fællessang, da tre Brøndby-kor gav fælles koncert, inden Kings and Queens leverede et farverigt show mellem de mange prisuddelinger.

Foreningsfesten AKTIV i Brøndby

Foreningsfesten i Brøndby så dagens lys i 2017, og den er siden da blevet en tilbagevendende årlig begivenhed, der hylder Brøndbys sociale og folkeoplysende foreninger.

Priserne til foreningsfesten bliver uddelt på baggrund af lokalsamfundets indstillinger.

Prisregn

Den første pris, der blev uddelt, gik til Matroserne i Brøndby Strands Sejlklub, som blev tildelt prisen for Årets Initiativ 2022. Matroserne er et tilbud til børn og unge med fysiske og psykiske handicap, og tilbuddet er med til at give børnene og de unge et frirum og oplevelser med et foreningsliv og et fællesskab, de måske aldrig har haft før.

Årets ungdomsleder i Brøndby har også fokus på børn med udfordringer. Jørn Olav Hansen fra Brøndbyernes IF fik tildelt titlen som Årets Ungdomsleder 2022 for sit store arbejde som fodboldtræner for børn og unge med autisme og ADHD.

Til daglig arbejder Jørn Olav Hansen også med målgruppen, og ifølge borgmester Kent Max Magelund fik han årets ungdomslederpris for også at gøre en vigtig forskel i sin fritid for de samme børn og unge.

– Takket være Jørns indsats kan børn, der ellers kan have svært ved at indgå på almindeligt fodboldhold, få en meningsfuld fritid, sagde Kent Magelund.

Også årets idrætsleder skulle findes i fodboldens verden. Her løb Adis Babovic fra Bosna IF med prisen som årets idrætsleder i 2022 for sin uundværlige sans for detaljer og praktiske ting i Bosna IF. På den måde er han ifølge kommunen medvirkende til, at foreningen har opbygget et socialt og inspirerende netværk for børn og unge.

Kulturprisen for 2022 blev overrakt til KONTRA – Brøndbys Kulturklub, som siden 2017 har arbejdet aktivt med at afvikle kulturelle og kunstneriske aktiviteter i Brøndby som eksempelvis Torvedag i Brøndbyøster og Kulturweekenden i Brøndby Strand. Samtidig har kulturklubben også oprettet en fodboldafdeling, der i dag tæller fem fodboldhold.

Jørn Nysum Schoop fik tildelt kommunens frivilligpris for mere end 40 års frivilligt arbejde i beboerdemokratiets tjeneste. Han er afdelingsformand i Brøndby Boligselskab, afdeling Brokær og medlem af organisationsbestyrelsen. Desuden har Jørn også været frivillig gennem 38 år i Brøndby IF.