Det er lovligt, at Brøndby Kommune årligt betaler 3,2 millioner kroner i tilskud til Brøndby Hallen, så den fortsat kan fungere som elitecenter for Badminton Danmark.
Sådan lyder det i en afgørelse fra Ankestyrelsen, som har set på, om kommunens tilskud er lovligt efter Eliteidrætslovens paragraf syv. I flere år har kommunen ydet tilskuddet netop med henvisning til Eliteidrætsloven, men Brøndby Kommune har aldrig spurgt Ankestyrelsen, hvorvidt tilskuddet var lovligt.
Nu har Ankestyrelsen imidlertid slået fast, at det er sket i overensstemmelse med Eliteidrætsloven og Kommunestyrelsesloven, og det glæder Kent Max Magelund (S), der er borgmester i Brøndby.
– Nu ved jeg, at de har kigget på det, og det er fuldstændig lovligt. Det er jeg glad for. Selvom det ikke er mig, der har lavet den konstruktion her, så står jeg stadigvæk på mål for det, fordi jeg er borgmester i dag, fortæller han til Folkebladet, da han bliver forelagt afgørelsen fra Ankestyrelsen.
Det har taget omkring otte måneder at få afgjort spørgsmålet, der frikender kommunen i spørgsmålet om, hvorvidt tilskuddet til Brøndby Hallen var ulovligt.
– Nu er der rene linjer, og så kommer det heller ikke at gå ud over den borgmester, der kommer efter mig, siger Kent Max Magelund.
Badminton Danmark er et specialforbund under Danmarks Idrætsforbund, der som en af sine opgaver organiserer og varetager interesser for badmintonsporten på eliteniveau.
Forbundet driver et elitecenter, hvor 35-40 elitespillere med fem tilknyttede landstrænere dagligt træner i Brøndby Hallen, ofte to gange dagligt.