Weekendlopper trak tusinder til Super Arenaen

Det store fremmøde giver god mening, siger arrangørerne, der lige nu mærker en voksende interesse for bæredygtighed og genbrug.

“Det er nogle af landet bedste og mest erfarne kræmmere, der kommer,” fortalte Jakob Hansen, direktør for JH Arrangementer, som står for nogle af de største markeder i landet. Nu var turen altså kommet til Ballerup, hvor Super Arenaen lagde kulisse til noget af et kræmmermekka.

Foto: KAJBONNE

Det er ikke fordi, det ikke plejer at være velbesøgt.

Men lørdag og søndag i weekenden var der ekstraordinært fremmøde, da JH Arrangementer holdte loppemarked i Ballerup Super Arena.

Det fortæller direktør for JH, Jakob Hansen:

“Der var over 5000 besøgende, så vi var godt tilfredse. Det er jo fem år siden, vi sidst var i Ballerup, så vi havde glædet os til at være i den flotte arena,” siger han.

Super Arenaen var fyldt af kræmmerstande og glade genbrugsjægere, og med hele 5000 besøgende, var arrangørerne godt tilfredse. Foto: Kaj Bonne

Større interesse

Arrangøren oplever generelt, at interessen for genbrug er blevet større siden 2020.

“Coronaen satte det på pause, men interessen har været større, siden samfundet lukkede op igen. Og nu, hvor inflationen trykker, bliver flere nysgerrige på, hvordan de bedst muligt kan spare,” siger Jakob Hansen.

Og med klimakrisen, der fylder i den offentlige debat, er bæredygtighed blevet en større prioritet for mange.

“Der er nok flere, der tænker på ikke at købe fra nyt, men i stedet at genbruge det, der allerede er.”

Der var rig mulighed for at gøre en god handel. Det var nemlig nogle af landets bedste og mest erfarne kræmmere, der var samlet lørdag og søndag i den store cykelarena. Foto: Kaj Bonne

Og der var rigeligt genbrug at dykke ned i hos de 225 kræmmerstande, der fyldte hallen op lørdag og søndag.

Næste år regner de med at gentage succesen, slutter Jakob Hansen.

Porcelænsfigurerne stod på række og bragte barndomsminder med sig. Der var i det hele taget fyldt med fortidsdimser til både samlere og nostalgikere. Foto: Kaj Bonne