Sabrina har købt en cykelforretning: “Jeg vil inspirere andre kvinder”

Som 12-årig kom Sabrina Alefi til Danmark med sin familie på flugt fra krigen i Afghanistan. Nu er hun sprunget ud som cykelhandler.

Oplevelserne i hjemlandet Afghanistan taler Sabrina Alefi ikke så meget om i dag: ”Jeg ser fremad. Der er ingen grund til at dvæle ved fortiden. Men jeg tænker meget over, at jeg bor i et land, hvor kvinder har muligheder,” siger Alefi, der i dag er 32 år og bor med sin otteårige datter i Farum.