Klimaudvalg stemmer for PFAS-kunstgræs

Men vinterfodbolden skal tænkes på nye måder, mener Enhedslisten.

Etablering af kunstgræsbanerne i Idrætsbyen giver flere muligheder for udendørs fodbold året rundt, hvilket giver bedre plads i sportshallerne, mener klima- og miljøudvalget. Problemet er bare, at kunstgræs indeholder det sundhedsskadelige stof PFAS. Foto: Arkiv

Når temperaturerne falder, er fodboldspillere landet over afhængige af kunstgræs for at kunne spille i alle sæsoner.

Der er bare et problem.

Kunstgræs indeholder det sundhedsskadelige stof PFAS, som Danmark sammen med tre andre lande for nylig har stillet et forslag om at forbyde i EU.

Og selvom stoffet, der har vist sig at være kræftfremkaldende, findes i det syntetiske græs, planlægger Ballerup Kommune alligevel at anlægge baner med det.

Nærmere bestemt hele 14.000 kvadratmeter til fire baner, der primært er tiltænkt børn og unge.

Det huer dog ikke Enhedslistens Stine Rahbek Petersen, der sidder i klima- og miljøudvalget.

”PFAS forsvinder aldrig set i en menneskelig tidsskala, og derfor skal vi stoppe med at udlede dem og ikke begynde at etablere nye anlæg der kan udlede mere PFAS,” siger hun.

Tag sporten alvorlig

Sammen med sit parti foreslog hun, at der bliver undersøgt hvilke andre muligheder der er for helårsfodbold. Også for sportens skyld, siger Rahbek, der dog måtte se forslaget blive stemt ned til udvalgsmødet tirsdag den 7. marts.

”For det første skal vi tage en sport som fodbold alvorligt og det er ikke i orden, at vi bare bliver ved og ved med at tale om kunstgræs, når det åbenbart er en løsning, der ikke kan realiseres inden for ønsket om at etablere PFAS-frie baner. Et ønske, vi var enige om i Kommunalbestyrelsen og et ønske, der ligger helt i tråd med Danmarks indsats i EU for at få forbud mod PFAS.”

Det var tilbage på kommunalbestyrelsens møde den 31. oktober 2022, at det blev besluttet, at de kommende kunstgræsbaner i Ballerup Idrætsby skulle udbydes som PFAS-fri kunstgræsbaner. Det vil sige, at der i udvaskningstest af det planlagte kunstgræstæppe skulle kunne påvises et nul-indhold af PFAS.

Men efter at administrationen undersøgte muligheder, blev det vurderet, at det er urealistisk at få tilbud fra entreprenører til levering af et PFAS-frit anlæg.

Derfor blev det indstillet, at kriteriet for indhold af PFAS i kunstgræstæppet blev ændret til at skulle indeholde så lidt PFAS som muligt.

Et forslag, som klima- og miljøudvalget altså stemte for.

Etablering af kunstgræsbanerne i Idrætsbyen giver flere muligheder for udendørs fodbold året rundt, hvilket giver bedre plads i sportshallerne, mener klima- og miljøudvalget. Problemet er bare, at kunstgræs indeholder det sundhedsskadelige stof PFAS. Foto: Arkiv