I december 2022 skulle ægteparret Erik og Jette holde jul sammen med familien, som de havde gjort det de sidste 50 år.
Men så langt nåede de aldrig.
Den 3. december døde Jette Kaalund Andersen på Herlev Hospital, hvor hun var indlagt med en feber. En feber, der kunne have været undgået, hvis personalet på plejehjemmet Sønderhaven havde givet forebyggende behandling.
Det mener hendes enkemand, Erik Rhode Andersen.
”Plejehjemmet Sønderhaven har svigtet min hustru ved at lade et rødt område udvikle sig til et dybt sår. Da hun først havner på Herlev Hospital, har de ikke mulighed for at redde hende. Men hendes død kunne have været undgået,” siger han.
Plejehjemmet
Tilbage i 2017 blev Jette Kaalund Andersen syg med demens og parkinson. I et stykke tid forsøgte Erik at støtte sin kone så godt, han kunne i deres fælles hjem. De løste krydsogtværser og havde fået et træningsprogram, som han gennemgik med Jette tre gange om ugen.
Til sidst måtte de erkende, at hun ikke kunne klare sig med hans pleje alene, og i juli 2020 flyttede Jette Kaalund Andersen ind på plejehjemmet Sønderhaven i Måløv.
Her besøgte Erik Rhode Andersen hende dagligt de følgende to og et halvt år.
I begyndelsen af september 2022 lægger Erik med en plejemedarbejder mærke til en rødmen på Jettes venstre balle.
“Medarbejderen sagde, at det måtte være kommet af at sidde i samme stilling i den kørestol, hun brugte. Jeg spurgte, hvad man gjorde ved det, og fik at vide, at de ville holde øje,” fortæller Erik Rhode Andersen.
I den efterfølgende tid bliver han ved med at spørge ind til det røde område, mens det bliver mere og mere fremtrædende.
Han efterspørger en særlig siddepude, der får trykket til at fordele sig mere jævnt, så man kan forebygge, at der danner sig sår.
“I begyndelsen af oktober får jeg oplyst, at de er begyndt at lægge Jette på siden i sengen og smøre stedet med creme, og at jeg ikke behøver at være bekymret. Da det røde på ballen efter en måned har udviklet sig til et åbent sår, der giver smerter, beder jeg Jettes læge om en handlingsplan. Endelig bliver den pude, jeg har bedt om, rekvireret, og kommer efter to dage.”
Også kommunens sårplejesygeplejerske bliver indkaldt, men hun mener ikke, at der kan gøres forhåbninger om en helbredelse af tryksåret foreløbig. Hun siger, det vil tage flere måneder om at hele.
”Jeg er frustreret og kalder det omsorgssvigt, og det siger jeg også til plejehjemslederen. Der er ingen, der siger mig imod. Min hustrus tryksår kunne være undgået med rettidig indsats, hvis man havde givet den særlige aflastningspude i tide.”
I midten af november bliver Jette Kaalund Andersen indlagt på Herlev Hospital med feber, og Erik Rhode Andersen bliver kaldt ind til et møde med den behandlende læge og en afdelingssygeplejerske.
”De siger, at Jettes tilstand er alvorlig, og de er stærkt bekymrede over, at det tryksår, Jette kom ind med, bare har fået lov til at udvikle sig. Lægen siger direkte til mig, at såret har drænet min hustru for hendes sidste ressourcer.”
Kort tid efter sin indlæggelse afgår Jette Kaalund Andersen ved døden.
Vi har talt med speciallæge Martin Schultz, der tilså Jette ved afsnittet for ældresygdomme på Herlev. Han husker, at Jette Kaalund Andersen blev indlagt i en meget svækket tilstand.
”Det er klart, at et liggesår kan dræne en i forvejen svækket patient for deres sidste ressourcer. Teoretisk set er tryksår altid forebyggelige og burde kunne undgås, men for nogle patienter er risikoen for sår større, fordi de er sengeliggende og småtspisende. Chancen for at undgå dem og forebygge er væsentlig større, hvis der er de rette ressourcer, kompetencer og hjælpemidler.”
En utilsigtet hændelse
Erik Rhode Andersen mener, at ledelsen på plejehjemmet bærer en stor del af ansvaret:
”Afdelingslederen har ikke nogen sygeplejerskefaglig uddannelse, og det smitter af på hele afdelingen.“
Vi har kontaktet afdelingslederen, der ikke ønsker at stille op til interview. I stedet henviser hun til plejehjemsleder Annie Andersen, der godt kan huske Erik Rhode Andersens sag. Hun ønsker ikke at stille op til telefonisk interview, men vil i stedet skrive sine svar over en mail.
Hvorfor skred I ikke til handling, da I ser, at Jette Kaalund Andersen er ved at udvikle siddesår?
”Når vi konstaterer ligge- og siddesår, som det, Ballerup Bladet beskriver, iværksætter vi behandling. Behandlingen involverer sårsygeplejerske og et sårambulatorium, der har stor viden på området. Efterfølgende bliver der lagt en plan for behandlingen, men den tætte dialog med de pårørende er mindst lige så vigtig. Vi skal være gode til at lytte til deres bekymringer, tage handling på dem, svare på spørgsmål og involvere de pårørende i behandlingsplanen, så de føler sig godt informeret og i trygge hænder,” skriver Annie Andersen.
Hvad mener du som leder om det, der er sket?
”Det gør mig generelt ked af det, når vi ikke lykkes med vores forebyggende arbejde og behandling. Vi skal så vidt muligt være på forkant med, hvordan en situation kan udvikle sig, og det er også derfor, at behandlingen involverer en uddannet sårsygeplejerske og et sårambulatorium,” skriver hun.
Hvad vil I gøre for, at noget lignende ikke sker igen?
”Som proceduren foreskriver ved ligge- og siddesår, indberetter vi en ’Utilsigtet hændelse’ til Styrelsen for Patientsikkerhed. Det gør vi for at blive klogere og endnu bedre. Finder vi efterfølgende nogle opmærksomhedspunkter, som kan integreres i vores daglige arbejde, gør vi det. Er der behov for en systematisk screening for behovet for trykaflastende puder? Er medarbejderne fagligt klædt godt nok på til det forebyggende arbejde? Vi undersøger, hvor det går galt og arbejder med at forbedre vores arbejdsgange og forebygge gentagelser af fejl og utilsigtede hændelser.”
Svigtende omsorg
Ved siden af sofabordet i Erik Rhode Andersens stue står et bryllupsbillede. Her ses han sammen med en ung Jette, der har sort, langt hår og lyse øjne.
”Hun var verdens dejligste kvinde. Jeg skulle løbe stærkt. Hun var 20 og jeg var 26, og hun var ved at uddanne sig på Dalgas Apotek på Frederiksberg. Så du kan nok tænke dig, jeg skulle hen for at købe vitaminer i lange baner,” siger Erik Rhode Andersen og holder en pause.
”Nu skal jeg trække vejret dybt. Jeg bliver ked af det. Det er udelukkende, fordi hun har lidt. En ting er, at jeg har mistet hende. Men at hun led og ikke fik lov til at komme hjem til jul, det var den egentlige årsag til, at jeg skrev en klage. Og der skal meget til, før jeg farer i blækhuset.”
Erik har fremsendt en klage til Styrelsen for Patientsikkerhed, der har åbnet en sag. Flere gange understreger han, at han ikke er ude på noget ’hævntogt’. I mellemtiden håber han, at han ved at dele sin historie kan give et indspark til debatten om landets plejehjem.
“Jeg har mødt utallige søde, kompetente og omsorgsfulde medarbejdere, som min kone har elsket. Men mange af dem, som beboerne holdt af, er rejst,” siger Erik Rhode Andersen.
Alt i alt er det, der skete for hans kone, et spørgsmål om omsorg, uddyber han:
”Det er jo også det ord, man bruger i medierne, når noget svigter. Når der er manglende omsorg. Og det er det jo, i bund og grund, svigtende omsorg. Man tager ikke action på det, og indkalder lægen med det samme eller får en pude på kørestolen, der kan aflaste, så det ikke sker. Man lader det tilsyneladende udvikle sig, og det kostede Jette livet.“
Er du vred?
”Nej, slet ikke. Det er også derfor, det ikke er noget hævntogt. Jeg er bare ked af, at det er gået, som det er gået. Det nytter ikke noget, jeg går den her sag igennem med mine børn om og om igen. Vi får hende jo ikke tilbage.”
