Debat: Støvet lægger sig over det hele

Kurt Haastrup, Baltorpvej 60 st.tv, Ballerup

I forsættelse af en rigtig god artikel, vedrørende de store byggeprojekter i Ballerup midte, vil jeg gerne komme med endnu et problem omkring de nævnte byggerier.

Det startede med Banedanmarks tilladelse til, at oprette et par byggepladser i 2015 og som stadig er intakt. Så blev det AABs tur med en tagrenovering, Ellebos op- og nedrivning af flere ejendomme, Atlas grundene, Dommergrunden, Bydammen, Centrumgaden, Banegårdspladsen, endnu flere bebyggelser i centrum af Ballerup, Baltorpplænen. Glemte jeg de to projekter der gik i stå, Lindehaven og endnu en Atlas-grund. Er det lige så galt i Skovlunde og Måløv?

Som fru Hella Tiedemann bemærker til alle disse larm og støj problemer, er der sat en prop i bymidten. Måske er skaderne endnu større, hvis man ser på byggestøv, der ikke nævnes af Hella Tiedemann.

Jeg har lige læst en større artikel om indeklimakrisen i Weekendavisen 23.marts, skrevet af Kristoffer Lottrup. Den beskriver, hvordan der skal tænkes nyt omkring Indeklimaet.

Og så kommer det store problem. Når udeklimaet er fyldt op med byggestøv, er det meget svært, at udlufte sin bolig. Derfor kræver det en forklaring, om der løbende bliver foretaget en undersøgelse om mængden af støv i luften, og om det er skadeligt for vores luftveje og lunger. Husk at vi taler om en periode på 23 år.

Vi kan se de tydelige tegn af byggestøv på vores biler – haver – gader/veje samt i vores boliger.