Undgår madspild: Købmand smider mindre frugt og grønt ud

Købmanden Jørgen Nordtorp fra Korsør har taget et nyt middel i brug i kampen for at mindske madspild: Nyt blæse-system renser nemlig luften og får frugt og grønt til at holde sig friskt.

Det betyder noget, at den luft, vi indånder, er ren. Og det samme gælder for eksempelvis grøntsager.

Sådan skriver virksomheden Airius Danmark i en udsendt pressemeddelse.

Og det samme mener købmand Jørgen Nordtorp fra Rema 1000 på Skovvej i Korsør at vide. Her har man nemlig for nylig sat et blæse-system fra netop Airius Danmark op. Og resultatet taler for sig selv, mener købmanden:

- Frugt og grøntsager holder sig friskt et til to dage længere end før, forklarer Jørgen Nordtorp, som fik installeret blæse-systemet Airius PureAir i oktober.

Det nye blæse-system er således én ud af flere grønne initiativer, købmanden fra Korsør har iværksat: På butikkens tag er der nemlig også i dag placeret solceller.

En »grønnere« butik

Ved at sikre, at frugt og grønt holder sig friskt i længere tid, bidrager blæserne således til at reducere madspild og gøre Rema 1000-butikken mere »grøn«.

Det skyldes, at blæse-systemet er udstyret med UV-lys og en såkaldt PHI-celle, som neutraliserer op til 99 procent af alle bakterier, vira og skimmelsvampe.

Foruden mindre madspild er resultatetet derfor også både bedre indeklima og endda mindre arbejde.

Normalt bliver det mest følsomme frugt og grønt nemlig hver aften kørt ind i et kølerum. Blot for at blive taget ind i butikken igen den efterfølgende morgen.

Men det råder de opsatte Airius PureAir-blæsere bod på, siger Jørgen Nordtorp.

Renere luft og bedre jordbær

- Luften er simpelthen blevet friskere, så nu slipper vi for at køre langt det meste frugt og grønt ud og ind fra kølelageret hver dag, og dermed sparer vi en del tid, forklarer han og peger på, at det specielt er »følsomme grøntsager« som blomkål og broccoli, hvor han oplever en fordobling i holdbarheden.

- Men også for grove grøntsager er der en tydelig længere holdbarhed, forklarer Jørgen Nordtorp.

Købmanden fra Korsør glæder sig derfor også til den kommende jordbærsæson med bedre holdbarhed.

Jordbærrene tåler nemlig dårligt de skiftende temperaturer ved opbevaring i et kølerum hen over natten. Og håndteringen resulterer derfor ofte i en meget stor kassation af de røde bær.

Udover besparelserne i form af mindre kassation af frugt og grønt viser det sig desuden, at også blomster og brød holder sig bedre, oplyser Airius Danmark, der repræsenterer den amerikanske teknologivirksomhed Airius.

Virksomheden udviklede for 20 år siden blæse-systemet med den indbyggede PHI-celle. På verdensplan er der installeret over 200.000 enheder.