Se billederne: De yngste elever er tilbage igen

Iført varmt vintertøj og tunge skoletasker indtager de yngste elever endnu en gang Kirstinedalsskolen. Det er mandag morgen, og ligesom i resten af landet må skolen i Køge Kommune nu igen byde børnene i klasserne 0.-4. velkommen. Der er tydelig glæde og forventning at spore hos både elever og lærere, som hilser på hinanden med en albue eller fod.

Seksårige Mathilde er et af de børn, som lidt i klokken otte kan tage turen over skolegården i det fygende snevejr, og træde ind i sin klasse. Faktisk er det hendes første fysiske dag med de nye kammerater, efter at hun for nylig skiftede skole, fortæller Mathildes mor Bettina.

- Det er fantastisk, at de igen kan komme tilbage på skolen. Det er ikke sjovt for dem at være hjemme i den alder, for det fungerer ikke lige så godt, siger Bettina og giver sin datter en flyverdragt med, inden de siger farvel.

Udenfor i den bidende kulde står Kirstinedalsskolens skoleleder Søren Fini Christensen og forsøger at holde varmen, mens han byder børn og forældre velkommen med et stor smil. Han glæder sig over, at lærerne igen kan møde børnene fysisk.

- De er jo ikke blevet lærere for at kigge ind i en computer, påpeger Søren Fini Christensen.

Læs mere i mandagens udgave af DAGBLADET Køge.