Ældre kvinde mister livet i en brand

En ejendom i tre etager måtte evakueres, da der fredag aften udbrød brand i en lejlighed. Årsagen kendes ikke.

En brand i en lejlighed i Rønne har fredag aften kostet en 76-årig kvinde livet.

Det oplyser Bornholms Politi.

Alarmen om branden på Torneværksvej kom klokken 20.36.

Der er tale om en ejendom i tre etager. I forbindelse med branden blev de øvrige beboere i den berørte opgang evakueret.

Fredag aften kan politiet ikke sige noget om, hvordan branden startede.

- Det må teknikerne undersøge og finde svar på, siger den vagthavende ved Bornholms Politi Jesper Lund.