Ønske om førerløse busser, tog og ny motorvej

Flere tog på Nordvestbanen. Flere busser i det attraktive R-net. Og ja tak til at være forsøgskommune for førerløse busser.

Det er nogle af ingredienserne, som Lejre Kommunes politikere med stort flertal er gået med til i et høringssvar til KKR Sjællands fælles trafikudspil, »Sjælland Baner Vejen Frem«, som samler en række ønsker til regering og Folketing omkring trafikken.

KKR Sjælland består af borgmestre og nogle byrådsmedlemmer fra de 17 kommuner i Region Sjælland. Udspillet indeholder en stribe forslag til grøn omstilling, herunder kollektiv trafik, i det fremtidige arbejde med udvikling af en bedre infrastruktur i regionen.

Den regionale busbetjening skal styrkes med flere busser i R-nettet - det tilslutter Lejre Kommune sig. Helt konkret ønsker Lejre, at Linje 240 mellem Roskilde og Ringsted opgraderes til en R-linje.

En række tidligere indmeldte projekter holder et stort flertal af Lejres politikere fortsat fast i, når det gælder udspillet Sjælland Baner Vejen Frem.

Det gælder en opgradering af Hovedvejen Ringsted-Roskilde; en ny motorvej mellem Roskilde og Ringsted; en udvidelse af Holbækmotorvejen; samt nye vestvendte og østvendte ramper på Holbækmotorvejen.