FN sender hjælp til Guinea efter dødsfald med ebola

Det første fly med eksperter og medicinsk udstyr er ankommet til det vestafrikanske land Guinea, hvor et nyt udbrud med ebola kræver liv.

Fem mennesker er indtil videre døde efter at have været smittet med ebola-virusset, der hærgede Vestafrika fra 2013 til 2016.

Det første offer var en 51-årig sygeplejerske, der døde i januar. Efterfølgende døde også to af hendes brødre. Begge havde deltaget i begravelsen.

To andre er også døde, og yderligere to er blevet testet positive for ebola ifølge myndighederne. Ti andre har symptomer på ebolasmitte.

FN's kontor i Guinea oplyser på Twitter, at det første fly med eksperter ankom til byen Nzerekore mandag.

Landets premierminister, Ibrahima Kassory Fofana, siger, at Guinea har brug for at organisere sig for at håndtere denne type epidemi.

- Der er ingen grund til panik. Lad os holde god hygiejne, og ebola vil blive besejret igen, skriver han på Twitter.

Verdenssundhedsorganisationen, WHO, melder, at den holder skarpt øje med situationen og alle mulige, nye ebolaudbrud.

Et udbrud i Den Demokratiske Republik Congo blev torsdag registreret og håndteres som en international sundhedskrise.

DRCongo har været ramt af i alt 11 ebolaudbrud. Under det seneste døde 55 ud af 130 smittede.

I november erklærede WHO og DRCongos regering det seneste ebolaudbrud for afsluttet.

11.300 smittede personer døde under udbruddet fra 2013 til 2016, der ramte de tre vestafrikanske lande Guinea, Liberia og Sierra Leone.

Guinea var det første epicenter for udbruddet. Her blev de første tilfælde fundet i slutningen af 2013, inden virusset spredte sig til nabolandene.