Midtbanemand har besluttet sig

Det har været uvist, hvor midtbanespilleren Oliver Kjærgaards fremtid skulle ligge, efter hans kontrakt med FC Helsingør løb ud ved nytår.

Men nu har han og klubben besluttet sig for at forlænge samarbejdet frem til sommeren 2021.

- Vi har en rigtig god kultur og et rigtig godt omklædningsrum, så jeg er glad for at vi har forlænget. I første omgang er det frem til sommer, og så må vi se derfra, siger Oliver Kjærgaard i en pressemeddelelse.

Han fik en mere offensiv rolle i efterårets sidste kamp, og det er den rolle, der skal bygges videre på.

- Det har været lidt en omstilling, men jeg synes jeg er vokset med opgaven sammen med resten af holdet, og jeg kan forhåbentligt få sat nogle mål på tavlen snart. Vi har i det hele taget haft en rigtig god optakt til foråret, til trods for alle corona-forhindringerne, og både jeg og resten af truppen er i rigtig god form, og føler os helt klar til forårsåbneren, slutter han.

Sæsonen starter for alvor op igen fredag aften for FC Helsingør, hvor der venter en udekampe mod Kolding.