Privat rengøringsfirma sørger for god hygiejne på testcenter

Den lokalt forankrede rengøringsvirksomhed, Team Rengøring, har siden coronavirus kom til landet haft ekstra travlt med den gode hygiejne.

Under anden coronanedlukning voksede lokale testcentre frem og det deraf følgende behov for rengøring var en opgave, som Tim Jepsen og Team Rengøring bød ind på.

- Vi har i vores lokale virksomhed oplevet en massiv efterspørgsel på vores services. Det er vi glade for, selvom det selvfølgelig er på en ærgerlig baggrund med en pandemi, der raser landet over. Vi valgte derfor fra starten af at træde til med al vores mandskab for at få os ud af sundhedskrisen, siger Tim Jepsen i en pressemeddelelse.

Men at gøre rent på et testcenter er ikke uden bekymring. Derfor har Team Rengøring sat alle sejl ind på at forebygge smitte blandt medarbejderne. De valgte derfor at købe massivt ind af heldragter, engangsklude, masker og engangshandsker til brug på testcentret:

- Testcentre er arnestedet for mulig smitte, og derfor har vi prioriteret at udstyre vores medarbejdere med heldragter og corona-uniform, så de kan gøre rent morgen og aften på det lokale testcenter, fortsætter Tim Jepsen.

Danielle Hansen fra Danske Service, som er en brancheorganisation for rengøringsvirksomheder, vinduespolerer og ejendomsservice, mener, at samarbejdet mellem det offentlige og private er vigtigt for at finde frem til lyset for enden af tunnelen:

- Uden et samarbejde mellem offentlige og private aktører, mister vi hurtigt grebet om smitten. I Danske Service appellerer vi derfor til at gøre Team Rengøring og Ringsted Kommunes eksempel efter: ræk ud og tag dialogen. Sådan bekæmper vi smitten, siger Danielle Hansen.