Nu er der ledige tider så flere over 85 kan få første stik

Nye tal fra Region Sjælland viser, at kun 10.000 af regionens 19.000 borgere over 85 år er blevet vaccineret første gang mod Covid-19.

Det betyder, at regionen mangler at få kontakt med de resterende borgere i aldersgruppen.

- Det er et overraskende stort tal, og vi opfordrer derfor pårørende til at hjælpe deres ældre familiemedlemmer med at komme i kontakt med os, så de kan blive vaccineret, siger funktionschef i det nære sundhedsvæsen i Region Sjælland Anne Dalhof Pedersen til DAGBLADET.

Det er dog ikke nødvendigvis manglende vilje fra de pårørende, der er årsag til problemet.

DAGBLADET Ringsted er i de seneste uger blevet kontaktet af mange frustrerede pårørende, som har haft store problemer med at få reserveret en vaccinationstid til deres forældre.

Nu er der dog håb, da regionen har modtaget en stor mængde vaccinedoser og har ledige tider på vaccinationscentrene allerede fra i dag.