Vinter: Saltbilerne har kørt langt mere denne vinter

Denne vinter har der været brug for saltbilerne i langt højere grad, end tilfældet var sidste vinter. Det viser tal fra Roskilde Kommunes materielgård.

Sidste vinter kørte saltbilerne 19 ture fra 15. oktober og frem til 1. februar. I denne vinter er der kørt hele 74 turen i samme periode.

Det er specielt i januar, at der har været godt gang i saltbilerne. Sidste vinter kørte saltbilerne ni gange i januar. I år har der været 68 turen i samme måned.

- Der er ingen tvivl om, at vi har været meget i »marken« denne vinter. Det har været en virkelig travl januar, sammenlignet med andre januar-måneder de senere år, siger chefen på Materielgården, Carsten Leth.

- Det er de mange dage, vi har haft, hvor temperaturen har ligget lige omkring frysepunktet, der har gjort, at vi har måtte kører virkelig meget, uddyber han.

Turene i januar i år fordeler sig med 30 ture på veje, 26 ture på cykelstier og 12 ture på fortove.

Carsten Leth fortæller, at det nok i høj grad var sidste vinter, som var usædvanlig, snarere end det er denne vinter, som er det.

- Vi kørte ekstremt lidt med saltbilerne sidste vinter. Vi var helt inde i december (december 2019, red.), før vi havde den første tur. Det var meget exceptionelt, siger han.

Vejret, vi har lige nu med konstante temperaturer under nul, giver faktisk en mere stille februar end januar.

- Det er bare meget lettere. Du kan se, at vejene er hvide, så der ligger salt nok. Der, hvor vi får travlt med saltet, er, når det skifter mellem tø og frost. Der bliver salten hurtigere brugt, så vi skal ud med nyt, siger Carsten Leth.

I øjeblikket kører Materielgården mest i Viby-området.

- Det er nogle strækninger, som kæmper med snefygning. Dem gør vi noget ved. Det kan være svært at forstå, hvis man bor i Roskilde eller længere nordpå langs med fjorden, for der er der stort set intet sne. Det viser bare, hvor stor påvirkning fjorden har på det vejr, vi har. Det kan være meget forskelligt, siger Carsten Leth.

Meldingen fra den sydlige del af kommunen er, at der er ryddet sne på enkelte veje syd for Viby, Søster Svenstrupvejen og på Tunevejen mellem Snoldelev og Tune.