Tandlægeforeningen: Du kan trygt gå til tandlæge

Tandlæger må godt behandle patienter trods nye landsdækkende restriktioner. Tandlæger følger strenge hygiejniske retningslinjer.

Regeringen har for nylig præsenteret nye landsdækkende restriktioner på grund af COVID-19. De nye restriktioner har dog ingen indvirkning på, hvordan tandlæger og klinikpersonale må udføre tandbehandling, da tandlæger er en del af sundhedssystemet. Børne- og ungdomstandplejen i kommunerne holder også åbent, så børn og unge kan gå til tandlæge som normalt.

Tandlæger følger allerede strenge hygiejniske retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen. Det understreger Tandlægeforeningens formand Susanne Kleist. Hun er bekymret for, at nogle patienter i denne tid afholder sig fra at gå til tandlægen og derfor ikke får opdaget tandsygdom i tide.

"Det er meget vigtigt, at man fortsat går til tandlæge regelmæssigt, så vi kan forebygge og opdage sygdomme i tænder og mund. Ikke mindst fordi der er sammenhæng mellem sundhed i munden og sundhed i resten af kroppen. Tandlæger følger strenge hygiejniske retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen for at beskytte både patienter og personale, så man kan trygt gå til tandlæge," lyder opfordringen fra Susanne Kleist.

Patienter skal bruge mundbind og håndsprit, når de går ind på klinikken, og de skal holde god afstand i venteværelset.

Har man symptomer på COVID-19, eller har man fået konstateret sygdommen, må man ikke gå til tandlæge. I så tilfælde vil man blive henvist til et sygehus, og kun hvis man har akut behov for tandbehandling.

Hvis behandlingen kan vente, kan man blive behandlet hos sin tandlæge, når man har været symptomfri i 48 timer.