Bankchef har forklaret millionsvindel med en mani

En tidligere kommunikationsdirektør i Spar Nord er onsdag blevet idømt ubetinget fængsel i tre år og seks måneder.

Dommen i Retten i Aarhus falder, efter at Ole Madsen har tilstået, at han svindlede banken for 20,5 millioner kroner.

Hans forsvarer, advokat Ole Søgaard-Nielsen, siger til Ritzau, at der ikke er umiddelbare kommentarer til, om afgørelsen vil blive anket.

Bedrageriet blev opdaget, efter at Ole Madsen i 2020 havde forladt sin stilling i banken.

Han har forklaret, at han ikke magtede at bremse sig selv.

- Jeg kom i gang med noget, jeg ikke rigtigt kunne stoppe igen. Det blev en slags mani for mig, har han sagt i retten.

De mange penge gik til forbrug. Rejser, vin og tøj blev bankens penge brugt til.

- Jeg forsøgte at dulme min depression ved at købe ting af forskellig art, har Ole Madsen sagt.

Svindlen foregik dels ved misbrug af firmakort og dels ved, at han sendte falske fakturaer fra sit eget firma til Spar Nord.

Kravet fra specialanklager Mette Vestergaard lød på fængsel i fire år, mens forsvareren havde et helt andet bud på et resultat. Ole Søgaard-Nielsen bad om en dom til ambulant psykiatrisk behandling - eller en betinget straf på halvandet år.

- Almindelig straf vil ikke være hensigtsmæssig, sagde forsvareren og henviste til, at hans klient er under medicinsk behandling og har behov for samtaler med psykolog og psykiater.

Forleden fik hovedpersonen det sidste ord i retten:

- Jeg vil bare gerne sige undskyld til Spar Nord, sagde Ole Madsen.

/ritzau/