Regioner: Særregel spænder ben for offentlige solcelleanlæg

Det er for bureaukratisk og dyrt at etablere solcelleanlæg på offentlige bygninger, mener Danske Regioner.

Det skal være nemmere for de danske regioner og kommuner at få lavet solcelleanlæg på offentlige bygninger.

Det mener Danske Regioner, der vil have en særregel angående oprettelse af solcelleanlæggene fjernet.

Siden 30. juni 2021 har kommuner og regioner været underlagt et krav om, at de skal oprette et særligt selskab for at kunne opsætte og drive solcelleanlæggene. Men det har helt sat en stopper for oprettelsen af nye anlæg, siger Danske Regioner.

- I 2023 kommer der nye tiltag, der skal gøre det lettere at sætte nye solcelleanlæg op, men vi kan desværre konstatere, at kravet om selskabsudskillelse ikke forsvinder, siger Mads Duedahl, der er regionsrådsformand i Region Nordjylland og formand for Danske Regioners udvalg for miljø og klima.

- Det er vi både ærgerlige og uforstående over for, fordi vi er af den klare overbevisning, at det vil blive mindre bureaukratisk og mere rentabelt for os at investere i solceller, hvis man fjernede den.

Fra 2013 og til 2021 etablerede regionerne adskillige solcelleanlæg. Men siden de nye regler trådte i kraft, er der ifølge Danske Regioner ikke blevet sat flere anlæg op i hverken Region Hovedstaden, Nordjylland og Sydjylland.

- I Danske Regioner har vi en masse ubenyttede arealer som tagene på vores sygehuse og administrationsbygninger, og der vil det give rigtig god mening at sætte solceller op til gavn for den grønne omstilling, men reglerne har betydet, at vi er blevet pålagt afgifter, og det har gjort, at det er for dyrt for os at investere i solceller.

- Det er ærgerligt, når nu vi ellers ambitiøst har arbejdet med den grønne omstilling, at Christiansborg på den måde er med til at spænde ben for os, siger Mads Duedahl.

Danske Regioner vil nu tage kontakt til de danske politikere og den nye klima-, energi- og forsyningsminister, Lars Aagard, i et forsøg på at få reglerne ændret.

/ritzau/