I Mørkøv tager de store hånd om de små

Mørkøv: - Hun er min bedste ven.

Sådan siger Clara Reffeldt Pedersen, der går i 0.G på Kildebjergskolen i Mørkøv. Hun sidder på skødet af Marie Asser Larsen, der går i 6.F på Kildebjergskolen. Det er hende, Clara Reffeldt Pedersen taler om.

De to piger har for nyligt lært hinanden at kende. Det er sket i forbindelse med, at Marie Asser Larsen sammen med cirka 20 andre elever fra 6. klasserne som de første på Kildebjergskolen er blevet uddannet som trivselspatruljer.

De to piger, resten af 0.G samt fem andre elever fra 6. klasse har netop tilbragt 12-frikvarteret sammen. De har været i salen i Mørkøv Hallen, hvor dagens trivselspatrulje havde arrangeret, at de mindre elever skulle spille stikbold og på gymnastikbane sammen med de større elever.

Trivselspatruljerne laver nemlig aktiviteter for eleverne i 0. til 2. klasse hver dag i det store frikvarter. I frikvarteret klokken 10 er eleverne fra 6. klasse typisk opsøgende trivselspatruljer udenfor på legepladsen. Her hjælper de til, hvis elever eksempelvis sidder alene, eller der er en konflikt.

Win-win for alle

Det er Kildebjergskolens leder Mette Arnth Vadsager, der har fundet inspiration til trivselspatruljerne på Lynghøjskolen i Roskilde, hvor hun tidligere var ansat.

På Kildebjergskolen er det de to lærere Lars Mortensen og Jakob Knudsen, der har ansvaret for trivselspatruljerne. De har blandt andet været med til at uddanne eleverne, og de er på skift til stede i det store frikvarter, når de store elever faciliterer aktiviteter for de små.

Trivselspatruljerne har fået en mini-juniortræneruddannelse med fokus på blandt andet at sætte lege i gang og at være med som mægler i skolegården og på legepladsen.

Mette Arnth Vadsager fortæller, at initiativet er tænkt som et forebyggende tiltag, hvor fokus er på at skabe sunde og trygge fællesskaber på skolen, så børnene kan udvikle sig.

- Alle er ansvarlige for den gode trivsel. Det gælder både voksne og børn. Og i min optik er der noget guld at hente, når det er børn, siger Mette Arnth Vadsager og fortsætter:

- De bidrager for eksempel med et andet sprog. Det er ikke lang tid siden, de selv gik i 0., 1. og 2. klasse, så de kan godt huske, hvordan det var. Samtidig kan 6. klasserne være gode rollemodeller, og børn imiterer jo børn. For 6. klasserne betyder det, at de bliver lidt større, fordi de får mere ansvar. Det giver også dem noget. Det er win-win for alle.

Videre i foreningslivet

Lærer Jakob Knudsen fortæller, at han oplever, at både store og små elever er glade for tiltaget.

- Det er de store elever, der styrer det. Men vi er her som en form for sikkerhedsnet. For i sidste ende er det jo os, der har ansvaret, siger Jakob Knudsen og fortsætter:

- Men jeg synes, de er vildt gode. Som trivselspatruljer bliver de vant til at tage noget mere ansvar. Og de bliver bevidste om deres egen rolle på skolen. Jeg oplever også, at de små glæder sig. De får nogle store at spejle sig i. Begge grupper har en glæde ved at være sammen, siger han.

Lars Mortensen supplerer og fortæller, at håbet desuden er, at de nuværende 6. klasser vil vælge valgfaget juniortræning, når de kommer i 7. og 8. klasser. Her træner de store elever eleverne i de mindre klasser og får dermed noget erfaring med netop at være træner. Et af målene med faget er at vække interessen for lokalforeninger, så de unge får lyst til at blive frivillige i foreningslivet.

Lidt meget larm

Måske er Marie Asser Larsen og Nikita Samantha Balinda fra 6.F blandt dem, der ender i foreningslivet. Men for nu nyder de bare at være sammen med eleverne fra 0. til 2. klasse.

- Jeg meldte mig, fordi jeg elsker børn, og jeg synes, det er sjovt at være sammen med dem. Jeg synes, det er ret sødt, når Clara for eksempel siger, vi er bedste venner, siger Marie Asser Larsen.

Nikita Samantha Balinda fortæller sammenstemmende, at også hun har stor glæde af at være sammen med de mindre elever og hjælpe dem. Både i skolegården og i hallen.

Begge piger er dog enige om, at det ikke har været helt let.

- De kan godt larme ret meget. Og være lidt svære at holde styr på. Det var især i starten, da vi lige begyndte. Nu går det godt, siger Nikita Samatha Balinda, der også giver udtryk for, at tjansen som trivselspatrulje har fået de ældre elever til at tænke mere over deres egen opførsel.

Det er meningen, at trivselspatruljen skal være et permanent tiltag på Kildebjergskolen.

Foto: Foto Jens Wollesen
Foto: Jens Wollesen
Foto: Jens Wollesen
Foto: Jens Wollesen