Biblioteket anbefaler: Lille roman kryber helt ind under huden

Hiroko Oyamada har skrevet ugens anbefaling - bogen ’Hullet’. Pressefoto

Af Paul Calderara Eskekilde, litteraturformidler, Gentofte Hovedbibliotek

Biblioteket anbefaler ’Hullet’ – en lille roman af Hiroko Oyamada, der simpelt og elegant kanter sig vej gennem genrer, og som en sort figur i den blinde vinkel, kryber ind under huden på en.

Roman tager fat, hvor et ungt ægtepar flytter fra storbyen langt ud på landet. Asahis mand er blevet forflyttet til salgsafdelingen i nærheden af sit barndomshjem. De økonomiske betænkeligheder ved, at Asahi må kvitte sit arbejde, opvejes let af svigerforældrenes tilbud om, at de ganske gratis kan flytte ind i nabohuset.

Egentlig passer det Asahi fint ikke længere at skulle arbejde i et firma, hvor arbejdsforholdene for de fast- og løstansatte er som nat og dag. Asahi er det sidste, og sammen med de andre løstansatte slider og slæber hun i det for en ringe løn. Uroen for at blive arbejdsløs, der alligevel måtte indfinde sig, har hendes kollega imidlertid svært ved at forstå: ”Hold da op, skal du så være hjemmegående husmor?” udbrød hun og spærrede øjnene op. ”Det er da et drømmeliv!” Et drømmeliv? ”Synes du, det er et drømmeliv?” - ”Ja, er det ikke? Du bliver forsørget, du kan gå derhjemme og passe huset i ro mag, bage brød og få en urtehave … gid det var mig.”

Husmoderdrømmen bliver dog mindre og mindre lyserød, som dagene går i det nye hus – lange og begivenhedsløse, de glider ligesom bare ud. Varmen er ulidelig, cikadernes larm er ubarmhjertig – hun udmattes – bedstefar vander haven, også når det regner – Asahi er alene det meste af tiden.

Nok kommer hendes mand hjem for at spise aftensmad, men han kommer sent og med den sidste rest bevidsthed rettet mod mobiltelefonens lysende skærm. Hun stiller spørgsmål. Til sig selv. ”Et barn? Ja, alt ville forandre sig, hvis jeg blev gravid, men det var måske ikke lige den form for forandring, jeg ønskede mig. Og var det her et godt sted for et barn at vokse op? Sidde og amme et lille barn til lyden af cikaderne og vandet fra farfars haveslange, mens svigermor dappede rundt med hundeslippers med flaprende tunger, og min mand sad med sin mobiltelefon. Tanken gjorde mig deprimeret.”

En dag beder svigermor Asahi om at gå ned til døgnkiosken for at betale nogle regninger. På vej derned ad en sti langs floden, ser hun pludselig et sort dyr:

”Det måtte være varmen, der fik mig til at se syner. Jeg kiggede og kiggede, men dyret var der. Et pattedyr med hale og fire ben, men et jeg aldrig havde set før. Det var på størrelse med en mellemstor hund, måske lidt større, og havde en strid sort pels.”

På trods af sine bange anelser følger Asahi efter dyret, der roligt luntende leder hende ned mod flodbredden gennem det høje græs, hvor det forsvinder, og bump falder Asahi i et hul – ikke som Alice, hende fra Eventyrland, der falder og falder, men i til brystet, så hun for en stund ser verden fra et nyt perspektiv, i jordhøjde, gennem det grønne græs.

Ud af det blå dukker naboen Sera op og hjælper Asahi ud af hullet. Men hvad end det er, har noget forandret sig. Og da sensei, som børnene kalder ham, kejtet og støjende træder ind i fortællingen, vokser tvivlen, som en flimrende uhygge: befinder Asahi sig i denne verden, eller er hun på vej dybere ind i et eller andet eventyrland.

’Hullet’ er en på samme tid forunderlig og sært foruroligende lille roman, der uden de store armbevægelser og sproglige dikkedarer sætter fingeren på flere ømme punkter, stort som småt, i vores familie- og arbejdsliv – og i (verdens)samfundet i det hele taget. Bogen vækker mindelser om flere af Haruki Murakamis romaner.

Og så er der flere tydelige referencer til Alice i Eventyrland af Lewis Carroll, hvad Hiroko Oyamada på ingen måde lægger skjul på i sin fortælling. Alligevel er Hiroko sin helt egen – og det er hun heldigvis skræmmende god til.

Hullet indbragte Hiroko Oyamada Japans fornemste litteraturpris, Akutagawa-prisen.