Elever tager spaden i egen hånd: Græs ved Gentofte Sø skal myldre med liv

Kamilla Ketil Hove (tv) og Ella Paaske fra 1.m på Gentofte HF har været med til at så plantefrø i et jordbed ved Gentofte Sø, som eleverne selv har gravet ud til. Foto: Joachim Christensen

Biologilærer Jens Gerup Nielsen har prøvet at få projektet i gang ad mange omgange, men 2022 var året, hvor det lykkedes, og derfor er der nu et cirkelrundt stykke jord med en diameter på 5 meter midt i græsplænen nær Gentofte HF og Gentofte Sø.

Her har elever fra Gentofte HF under kyndig vejledning af deres lærer og kommunens grønne guide Karen Stevnbak sået en masse plantefrø, som de selv har indsamlet fra søområdets egen flora - fra storkenæb og hejrenæb blandt andet - og målet er at erstatte grønt græs med farverig vild natur og en masse insekter.

“Vi har hjulpet de lokale planter, der allerede er her, med at sprede deres frø, lidt ligesom fugle normalt gør. Det er for at få vilde blomster og give insekterne et hjem, ” fortæller Ella Paaske fra 1.m om projektet.

Det handler om biodiversitet, der for alvor er kommet på radaren, også hos Gentofte Kommune, der har deltaget i en konkurrence om at være Danmarks vildeste, hvad angår naturen.

“Førhen var man bekymret for, hvad naboerne ville tænke, hvis der kom ukrudt op, eller hvis der fløj frø ind i deres have. Men det er jo lidt det, der er meningen,” fortæller Jens Gerup Nielsen.

Eleverne gravede huller i græsplænen i flere timer en lun oktobereftermiddag, og de vil nu følge det vilde liv i jordcirklen. Det er allerede begyndt at spire, fortæller de, men de mange gæs ved søen kan også risikere at spolere lidt af projektet, hvis de bliver for nærgående.

Til foråret vil de prøve at lave deres egen lille undersøgelse af om, projektet har virket som tiltænkt.

“Vi skal se, om der så er flere insekter pr. kvadratmeter i vores jordbed end i græsset,” siger Kamilla Ketil Hove, der også går i 1.m.

Hun understreger, at det har været et sjovt projekt at være med til, hvor man gør noget sammen som klasse, og Ella Paaske tilføjer, at det er en anden måde at lave konkret klimahandling på.

“Jeg har også været til klimademonstration, og jeg sorterer mit skrald, men det her virker som en mere konkret måde at handle på, hvor man ikke bare skal undgå at gøre noget dårligt for miljøet og klimaet, men man rent faktisk gør noget godt,” siger hun.