Østjyllands Politi indfører visitationszoner i Aarhus

Østjyllands Politi indfører fredag to visitationszoner i Aarhus. Det sker efter voksende uro mellem grupperinger med relation til Rosenhøj og Brabrand.

Det skriver politiet i en pressemeddelelse.

En tidligere konflikt mellem de to grupperinger ser ud til at blusse op igen, oplyser politiet.

Det underbygges af konkrete fund af våben, som får politiet til at skride til handling. Der er blandt andet fundet skarpladte skydevåben, knive og macheter.

- Vi frygter, at de mange våbenfund er en eskalering af den anspændte stemning mellem personer med tilknytning til bandemiljøet i Rosenhøj og i Brabrand, udtaler Klaus Arboe Rasmussen, chefpolitiinspektør hos Østjyllands Politi, i pressemeddelelsen.

Politiet frygter, at den øgede aktivitet hos grupperingerne vil føre til, at bandemedlemmerne i højere grad vil bære våben på offentlige steder.

Det er derfor, der bliver oprettet visitationszoner i de to områder, som grupperingerne har tilknytning til. Det er et forsøg på at få våbnene væk fra gaden og sikre tryghed for alle øvrige beboere, fortsætter han.

Derudover har der været flere voldelige sammenstød mellem Brabrand- grupperingen, som har forbindelser til Loyal To Familia i København, og grupperinger fra Rosenhøj og Trillegården.

Visitationszonerne i henholdsvis Brabrand og Rosenhøj træder i kraft fredag klokken 18 og vil umiddelbart vare frem til og med fredag 6. januar 2023 klokken 18.

/ritzau/