Stor tak og ros til Gladsaxe

Min mor blev 100 år på valgdagen. Efter aftale lykønskede Borgmesteren min mor på valgstedet – pga. det helt specielle datosammenfald. Og kommunen havde sørget for, at TV2 var til stede. Trine Græse stod klar, og efter stemmeafgivelsen blev min mor og vi pårørende inviteret på et glas. Min mor fik en flot buket og en smuk skål med kommunens byvåben samt en snak med Trine. Efterfølgende blev hun interviewet til TV2. Samlet en meget stor oplevelse.

Torsdag eftermiddag var min mor til stolegymnastik, og jeg var med for at dele slik ud - og så deltog jeg også i gymnastikken (som Lis sagde: i dag har vi mor/barn gymnastik). Det er imponerende at opleve den faglighed og smittende begejstring fra Lis. Og så spiller Calle musik til. Man bliver helt glad i låget.

Torsdag aften havde nabokomsammenklubben inviteret til en 3-retters menu - og gaver. Igen en fantastisk oplevelse. Tænk, at man i en boligforening stabler sådan et arrangement på benene med lækker, lækker hjemmelavet mad.

Fredag var det så blevet fredagsklubtid, og også her deltog jeg for at dele slik ud. Vi ankom til flotte dækkede borde med røde roser, røde servietter og Dannebrog ved min mors plads. Og også her var der gaver. Jeg er vildt imponeret over, at fredagsklubben udelukkende drives af frivillige.

Jeg er fyldt med glæde og taknemmelighed over alle oplevelserne.

Gitte Christiansen, Birkevænget 22, Farum