Som led i et længe planlagt generationsskifte har Sjællandske Mediers bestyrelse udnævnt Louise Pettersson, 49, til ny ansvarshavende chefredaktør efter Bente Johannessen. Louise Pettersson tiltræder stillingen efter årsskiftet, den 15. januar.
Louise Pettersson bliver dermed den øverste ansvarlige for det redaktionelle indhold i selskabets fire regionale dagblade – DAGBLADET, Frederiksborg Amts Avis, Nordvestnyt og Sjællandske – 42 lokale ugeaviser, nyhedssitet sn.dk, to radiostationer samt en stribe tillæg og magasiner.
Udover Louise vil Sjællandske Mediers nye chefredaktion bestå af chefredaktør Palle Høj og chefredaktør Søren Johannesen.
Louise kommer fra en stilling som kulturredaktør på Jyllands-Posten og har desuden været redaktør for Kultur & Liv. Hun har mangeårig erfaring i ledelse og udvikling af lokale og regionale medier samt forandringsledelse blandt andet som nyhedschef på TV2 Østjylland og redaktionschef hos DR.
- Jeg glæder mig rigtig meget til at være med til at udvikle Sjællandske Medier sammen med alle medarbejderne. Der har næppe nogensinde været mere brug for stærke, regionale og lokale medier, end der er i dag. Vi lever i en tid, hvor vi overdænges med indhold blandt andet fra de store tech-giganter, som ofte peger i en anden retning end det, der er tæt på folks liv. De lokale medier gør det modsatte. De beskæftiger sig med de beslutninger, der træffes lokalt, og som derfor har størst betydning i folks hverdag, siger Louise Pettersson, som i første omgang ser frem til at lære alle sine nye medarbejdere at kende.
Som ansvarshavende chefredaktør får Louise Pettersson ansvar for at udbygge Sjællandske Mediers unikke position som Sjællands førende mediehus, når det gælder uafhængig journalistik på alle relevante platforme.
- Louise bliver en central person på vores rejse, hvor de journalistiske ambitioner ikke er svækket – tværtimod. Vi er overbeviste om, at vores medier, vores journalistik og vores rolle er blevet endnu vigtigere og større i et mere og mere fragmenteret og foranderligt medielandskab, siger bestyrelsesformand i Sjællandske Medier, Niels Jørgen Hansen.
Louise, som er født i København, men vokset op i Herning, er uddannet journalist fra Danmarks Medie og Journalisthøjskole i 2000. Siden 2017 har hun desuden været tilknyttet skolen som censor. Inden hun gik journalistvejen, læste hun i tre år teologi på Aarhus Universitet.
Den kommende ansvarshavende chefredaktør er gift med Jesper Maack, som er presse- og kommunikationschef i Molslinjen. Sammen har de fem sammenbragte børn, hvoraf den yngste er 19 og den ældste 25. Lige nu bor de to yngste stadig hjemme i familiens hus i Vejle. Til foråret flytter de dog hjemmefra for at studere i henholdsvis Aarhus og København, og så bliver huset i den østjyske by sat til salg.
- I første omgang rykker jeg ind i en midlertidig bolig i Ringsted, men så skal Jesper og jeg ellers i gang med at finde et sted at bo på Sjælland. Måske i Roskilde, som vi besøger hvert år til Roskilde Festival, lyder det fra den nyudnævnte ansvarshavende chefredaktør.