Spirehuset har fået mere plads

Antallet af børn i Glostrup stiger en del over de kommende år. Derfor er der brug for flere pladser i daginstitutionerne. Nogle af dem blev indviet mandag i sidste uge. Tidligere delte Spirehuset nemlig bygning med Klub Vestervang. Nu er klubben flyttet, hvilket har givet mere plads til Spirehuset. Lokalerne, hvor klubben tidligere holdt til, er blevet istandsat og er nu klar til de første børn. I første omgang rykker to børnehavegrupper med i alt cirka 40 børn ind i de nye lokaler. Der kan muligvis gøres plads til en gruppe mere.

- Det gør mig glad, når vi lykkes med at finde gode løsninger, som her, hvor klubbens børn får et godt alternativ, og Spirehuset får en større og mere bæredygtig institution. Samtidig med at kommunen får flere pladser til de mange nye børn her i byen. En anden, men afgørende forudsætning, for vores børns læring og trivsel er selvfølgelig alle de mange gode og dygtige voksne, de har omkring sig, som er med til at skabe de helt rigtige rammer for god pædaoggisk kvalitet. Det har i netop her. Jeg hører faktisk, at I netop har haft et rigtigt godt pædagogisk tilsyn her i Spirehuset. Det gør mig virkelig stolt, sagde borgmester Kasper Damsgaard ved indvielsen af de nye lokaler.