Fra hyrdedreng til toppolitiker

Serdal Benli på valgaftenen. Selvom han ikke kom i Folketinget, har han masser at give sig til med poster som næstformand, byrådsmedlem, viceborgmester og statsrevisor. Foto: Kenn Thomsen

Få ville gætte på, at den velklædte, mørkhårede politiker med titler som viceborgmester, partinæstformand og statsrevisor engang var hyrdedreng på den Anatolske Højslette.

Serdal Benli har rejst langt – både geografisk og kulturelt for at blive en del af det danske samfund og demokrati. Han er barn af fattige fårehyrder i Tyrkiet, og som lille lærte han, at livet kræver hårdt arbejde, og at intet kommer af sig selv.

43-årige Serdal Benli blev født uden for Tyrkiets hovedstad, Ankara, i landsbyen Bumsuz. Hans kurdiske forfædre blev 250 år tidligere fordrevet fra et område i det sydøstlige Tyrkiet. I hans tidlige barndom rejste hans far til Danmark som gæstearbejder for at forsørge familien i Tyrkiet, og derfor blev det i høj grad hans farfar, som kom til at præge drengen Serdal.

Intet kommer gratis

- Min farfar var vokset op under meget fattige og usle kår. Han arbejdede som fårehyrde for en velhavende mand i nabolandsbyen. Gennem hårdt slid fik han skabt et lille landbrug med får og køer. Selvom han havde en høreskade og nedsat syn, arbejdede han benhårdt, til han var oppe i årene. Som lille dreng hjalp jeg med at passe fårene og høste kommen om sommeren.

- Min farfar sagde altid til os børn, ”intet kommer af sig selv ind ad vinduet.” Det var hans livsfilosofi og drivkraft. Han formanede os om, at vi skulle kæmpe for tingene og aldrig glemme vores rødder. Det har været med til forme mig som menneske og givet mig min sociale indignation.

Sort tyrkisk skole

Indtil lille Serdal begyndte i skole, havde han kun talt kurdisk hjemme og kunne ikke et ord tyrkisk.

- Om morgenen stod vi opstillet i parade i skolegården i vores uniformer – selv i hård frost - og sang den tyrkiske nationalsang. Min skoletid var præget af frygt. Vi kaldte læreren hr. og blev slået, hvis vi kom til at tale kurdisk, stillede spørgsmål eller svarede forkert.

Kun hjemme på gården var han lykkelig og fri. Han var nysgerrig og kunne finde på at lytte bag sofaen, når de voksne talte om familiens rødder, og at der østpå var flere millioner mennesker, der talte samme sprog som dem, men uden samme rettigheder som tyrkerne.

- I min landsby boede kun kurdere, men der var en statslig udpeget imam og skolelærere, Tyrkiet opretholdt undertrykkelsen gennem nogle få statslige institutioner. Selve uretfærdigheden talte man ikke om. Folk var bange, for man vidste ikke, om man blev stukket.

Læreren hed Jens

I 1988 kom han som niårig til Danmark sammen med sin mor og søster via familiesammenføring og begyndte i en dansk folkeskole.

- Vores lærer hed bare Jens. Jeg havde lært, at læreren var en autoritet, som man var bange for. Der var sået en frygt i mig, og jeg tror aldrig, jeg kom mig over det traume.

I skolen var det svært at have et mærkeligt navn og se anderledes ud, selvom hans lærer engagerede sig meget i hans trivsel og integration. Det blev lettere, da han begyndte at spille fodbold, for der handlede det hele om sporten. Da han blev ældre og interesseret i piger, var det igen svært, for pigerne var tit skeptiske over for en sorthåret fyr fra et fremmed land.

Politisk hjem

Serdal Benlis far var fabriksarbejder, havde jobs på restauranter, gjorde rent og var politisk aktiv. Farens brødre var kommunister.

- Der er ingen tvivl om, at politik har fyldt meget i min opvækst. Mange af diskussionerne handlede om den kurdiske, politiske kamp. Jeg begyndte at læse historie og kom til kurdiske arrangementer, og jeg blev for alvor bevidst om omfanget af den kurdiske undertrykkelse. Jeg hæftede mig ved Martin Luther Kings ord: ”Den største tragedie er ikke de ondes brutalitet, men de godes passivitet”.

I gymnasiet blev han aktiv i lokale foreninger i Bagsværd, hvor familien boede, og blev valgt ind i det første integrationsråd i Gladsaxe. Under studierne i socialvidenskab og kommunikation på RUC mødte han sin kommende kone Sibel. Hun er født op opvokset i Esbjerg, uddannet i statskundskab og har kurdiske rødder. Parret har sønnen Robin på ni år og bor i Bagsværd, hvor også Benlis søster og børn bor.

- Jeg er en af de første i min familie, som fik en universitetsuddannelse. Min uddannelse har givet mig en metodisk og analytisk redskabskasse, som jeg har brugt som embedsmand i staten og som politiker.

Ens chancer til alle børn

Serdal Benli sidder i Gladsaxe Byråd, er medlem af Børne- og Undervisningsudvalget og er især optaget af børns og ældres trivsel.

- Jeg er vokset op med, at man skal have respekt for ældre. De har skabt grundlag for vores unikke samfund, som ikke bare er kommet ind ad vinduet, men skabt gennem flid og kamp. Dem skylder vi tak, respekt og nogle anstændige år som ældre.

- Børnene skal videreføre det samfund, som er fundamentet for et godt liv. Jeg havde ikke selv chancelighed som barn. Vi skal give samme chancer til børn, som ikke har lige så gode, sociale og økonomiske baggrund som andre. Alle skal have mulighed for at udfolde sig - uanset om de bærer turban, kalot eller fez.

Ifølge Serdal Benli går det fremad med integrationen i Danmark, men han er bevidst om, at der stadig er udfordringer.

- På hospitaler kan man se mange kulørte ansigter. Det er fantastisk, at så mange uddanner sig og tager aktiv del i samfundet. Men der findes stadig social kontrol, som skaber ufrihed for kvinder, når familier f.eks. tvinger piger ind i arrangerede ægteskaber. De familier er ofte i opposition til de demokratiske værdier, som det danske samfund hviler på. Som venstrefløj må vi ikke have berøringsangst, men skal anvise løsninger på problemerne.

Demokratiske imamer

- Jeg vil betegne mig selv som ateist, men jeg har stor respekt for troende mennesker, så længe det ikke bliver begrænsende for deres udfoldelse. Mange imamer er dogmatiske, reaktionære, selvbestaltede og udsendt af den tyrkiske stat eller uddannet og finansieret i Mellemøsten, og de fastholder deres menighed i loyalitet over for regimer langt fra Danmark. Jeg mener, vi skal have en statslig godkendt imam-uddannelse, som hviler på et demokratisk grundlag, ligesom uddannelsen til præst.

Efter nederlaget ved folketingsvalget skal Serdal Benli tage stilling til, hvad der nu skal ske.

- Jeg vil altid være et politisk væsen, som ønsker at bidrage med noget til samfundet, og jeg tror stadig på, at jeg kan være med til udrette noget i Gladsaxe og på landsplan.

Få vil betvivle, at Serdal Benli arbejder hårdt ligesom sin bedstefar. Men på helt andre arenaer end den Anatolske Højslette. SF’s næstformand har dog stadig samme drivkraft som farfar; kæmp for det, du vil opnå og husk dine rødder.