Lærere og skoleledere: Her er folkeskolens største udfordring

Heidi Yoma Rasmussen er formand for Kreds 16 i Danmarks Lærerforening. Foto: Kenn Thomsen

“På skolerne er inklusion vores største udfordring. Elever i mistrivsel skaber store udfordringer for alle elevers læringsmiljø og medarbejdernes arbejdsmiljø. Vi ser desværre et stigende antal urolige klasser, som trækker store veksler på alle”

Sådan lyder bekymringerne fra Danmarks Lærerforenings Kreds 16, som dækker Høje-Taastrup Kommune, samt den lokale skolelederforening i et åbent brev til byrådet i kommunen.

Her byder de to parter sig ind som en dialogpartner, når politikerne i kommunen i fremtiden skal lave ændringer i folkeskolen.

- Vi ser det som helt naturligt, at vi som fagprofessionelle er med, når der træffes vigtige beslutninger, så vi også kan komme med forslag til, hvordan man kan løse udfordringerne. Vi viser, at vi vil samarbejde om opgaven, lyder det fra Heidi Yoma Rasmussen, formand for Kreds 16.

Enige i investeringer

Det åbne brev er sendt i kølvandet på kommunens budget, der for nylig blev vedtaget. Her så man oprindeligt ind i store besparelser, men i stedet blev der blandt andet plads til investeringer på skoleområdet, og det glæder Skolelederforeningen og Kreds 16.

“Det er særlig positivt, at I investerer i skoletilbud til børn med særlige behov og fortsat prioriterer den tidlige indsats. En hurtigere indsats til de udsatte børn i skoler og daginstitutioner har afgørende betydning for barnet, såvel som for barnets omgivelser. Det er en prioritering, vi er fuldstændigt enig i”, lyder det i brevet.

I kommunen bliver flere unge i udskolingen visiteret til et behandlingstilbud udenfor kommunen, fordi man ikke har et tilbud her. I budgettet har man vedtaget at etablere tre nye lokale tilbud til de unge med udfordringer, og det vil give en større besparelse. Og det er netop disse nye lokale tilbud, som Heidi Yoma Rasmussen hilser velkommen.

Går lang tid

Heidi Yoma Rasmussen fortæller, at der er lærere, der siger op eller bliver sygemeldte, fordi der er perioder med massive problemer med urolige elever i nogle klasser. Og lærere i 0. klasse og indskolingen fortæller ifølge lærerformanden, at der er flere og flere børn, der har det svært med at gå i skole, fordi de har andre behov, der ikke kan løftes i en almen klasse.

- Og der går rigtig lang tid, før der kommer hjælp, og mens vi venter påvirkes hele klasses trivsel. Det skal gå hurtigere, for hvis der går flere år, så trækker de ressourcestærke forældre deres børn ud af klasserne, så der er færre elever, og så bliver det en dyr folkeskole, der samtidig ikke lykkes, siger Heidi Yoma Rasmussen, der også mener, at der er brug for flere hænder i klasserne for at kunne lykkes med inklusionen.

Ros til kommunen

Den anden medunderskriver af det åbne brev er Casper Madsen, formand for skolelederforeningen i Høje-Taastrup.

Han er enig med Heidi Yoma Rasmussen i at udfordringerne i høj grad er inklusionen, og at det påvirker både læringsmiljøet og arbejdsmiljøet på skolerne, og derfor er det også vigtigt at anerkende politikerne for, at de ikke bare fører sparekniven.

- Vi oplever, at man i mange kommuner må spare, og det er dybt problematisk. Vi vil godt anerkende politikerne for, at de igen har prioriteret skoleområdet. Det er måske ikke så tit, at politikerne får ros, og derfor mener jeg, at det er vigtig at gøre det, når de fortjener det, siger Casper Madsen.

Han lægger op til at få stablet et godt samarbejde med alle folkeskolens lokale aktører på benene for at håndtere udfordringerne med inklusion.

- Jeg tror, at problemerne er så komplekse, at man ikke kan løse dem. Men der er så mange kloge hoveder, at hvis vi sætter os sammen konstruktivt og prøver at løse det, så vil vi opdage, at der er rigtig mange penge og ressourcer på området, og så er det vores opgave at se på, hvordan vi bruger dem bedst og smartest, siger Casper Madsen.

Foto: Kenn Thomsen
Foto: Kenn Thomsen

Har du et tip eller en god historie, er du velkommen til at kontakte mig på kasper.ellesoe@sn.dk eller redaktionen på taastrup.red@sn.dk

Klik dig ind her på og deltag i debatten og få daglige, friske nyheder fra dit nærområde.