Brev til politikere: Det er dejligt at få ros

Enhedslistens Emil Viskum er glad for rosen fra skoleledere og lærere. Foto: Daniel Fonseca

Hele byrådet har modtaget ros fra lærerne og skolelederne i Høje-Taastrup Kommune, og to af de politikere, som sidder der, er Emil Viskum (EL) og Kurt Scheelsbeck, der også udgør formandsskabet i institutions- og skoleudvalget med sidstnævnte som formand.

De to er glade for de pæne ord og vil også gerne samarbejde med Danmarks Lærerforenings Kreds 16 og Skolelederforeningen i kommunen om at løse de inklusionsudfordringer, som foreningerne påpeger i et åbent brev, som du kan se herunder.

Hvad har vi gjort bedre?

Emil Viskum er glad for, at politikernes prioriteter bliver bemærket.

- Det er dejligt at få ros både som byråd og udvalg, og det er helt klart noget, vi kan tage med videre. Jeg synes, vi skal kigge på, hvad vi har gjort anderledes denne gang i forhold til andre gange, hvor vi ikke har fået ros, og så lære af det, siger Emil Viskum (EL), næstformand i institutions- og skoleudvalget.

Helt konkret er der ros for at have prioriteret indsatser, der kan være med til at løse inklusionsudfordringerne i kommunens folkeskoleklasser, der af og til er præget af urolige elever.

Det skete i det netop vedtagne budget, og selvom de røde partier ikke var en del af budgetforliget, havde S, EL og SF også afsat midler til den indsats i deres budgetforslag.

Oplever ikke nok penge

Hos skolelederforeningen mener formand Casper Madsen, der til daglig er leder af Læringshuset i Nærheden, at skolevæsnet har nok penge, men at det er op til folkeskolens parter at finde ud af, hvordan ressourcerne bruges bedst muligt.

Emil Viskum er ikke enig i, at der er nok penge, men han vil gerne være med til at løse udfordringerne.

- Det er dejligt, at Skolelederforeningen mener, at der er nok penge i skolevæsnet. Det er dog ikke min oplevelse, at alle skoler har den følelse. Hvis det er tilfældet, så vil vi gerne høre om det og være med til at kigge på, hvordan pengene så kan bruges bedre. siger Emil Viskum og lægger op til samarbejde og dialog med folkeskolens parter.

- Vi vil meget gerne have en tættere dialog om fagligt vigtige ting og om inklusionsudfordringerne, siger han.

Rart med gode ord

Kurt Scheelsbeck, der de seneste 12 år har været formand for institutions- og skoleudvalget i Høje-Taastrup Kommune, overlader midlertidigt formandsposten for at være fungerende borgmester for sygemeldte Michael Ziegler.

Han er også glad for anerkendelsen fra parterne.

- Det er rart at få gode ord med på vejen, og det er et udtryk for, at byrådet har prioriteret børne- og ungeområdet, og at vi er parate til at investere i det. Det er godt, at vi i denne omgang har vi haft muligheden for det, siger den fungerende borgmester.

Kurt Scheelsbeck fortæller, at man satser på at løse udfordringerne med inklusion lokalt, så børnene kan blive i nærområdet. Det gælder for eksempel ved at oprette et specialspor på Reerslev skole.

- Det skal vi have dialog med skolen og landsbylauget om, ligesom vi gjorde på Fløng Skole. Det er godt, at specialelever er i nærområdet, og måske kan eleverne på sigt rykke fra specialsporet over til en normal klasse. Men vi vil gerne holde børnene indenfor kommunens grænser og ikke køre dem til andre kommuner, siger Kurt Scheelsbeck.

Foto: Thomas Olsen

Har du et tip eller en god historie, er du velkommen til at kontakte mig på kasper.ellesoe@sn.dk eller telefon 2619 9976

Klik dig ind på , og deltag i debatten og får daglige, friske nyheder fra dit nærområde.