- Vi skal have mere værktøj på skoleskemaet

Rasmus Henriksen er 38 år gammel og bor i Hvidovre sammen med Sara og deres lille datter Anna. Til daglig arbejder Rasmus Henriksen som elektriker i en virksomhed, hvor han også er tillidsmand. Til folketingsvalget stiller han op for SF i Hvidovrekredsen.

Hvorfor stiller du op i denne kreds?

- Jeg stiller op i Hvidovre, fordi jeg både bor og arbejder her.

Hvad tror du bekymrer borgerne på Vestegnen mest?

- Jeg tror, at inflationen og energikrisen bekymrer folk utrolig meget. Den bekymrer i hvert fald mig og mine kollegaer.

Hvad er dine mærkesager?

- Vi skal have et tryggere arbejdsmarked, hvor det er muligt at gå på pension, inden kroppen er slidt ned, og hvor vi bekæmper social dumping. Vi skal have værn mod dårligere løn- og arbejdsforhold, og vi skal skabe et bedre arbejdsmiljø - og en reel sikring af ligeløn.

- Folkeskolen skal styrkes, så børnene trives bedre. Vi skal have færre test og mere feedback, ligesom der skal være mere tid til den enkelte elev. Den rigtige kost er vigtig, så havregryn før undervisning, så elever får en god start på dagen. På den måde er der mere overskud til skoledagen. Og så skal der mere værktøj på skemaet, for der skal mere fokus på de praktiske fag.

- Naturen skal være renere. Der skal være mindre støj, møg og trafik. Vi er faktisk nogen, som bor her. Energien skal være grønnere, og vi skal gøre os fri af olie og gas. Derudover skal byggeriet være mere grønt. De huse, vi bygger og bor i, skal være mere energivenlige.

HVAD MENER DE ANDRE KANDIDATER?

I artiklen ’Overblik: Hvem stiller op til Folketinget for Vestegnen’ kan du få et indblik i modkandidaternes holdninger.